Onsdag tager retten i Aalborg hul på de første af de 75 forhold fra Solhaven, hvor anbragte børn og unge - ifølge politiet - blev slået, sparket samt mishandlet i årevis. Nu viser det sig dog, at det nordjyske bosteds metoder også blev brugt på yderligere to bosteder. I 2004 var daværende socialminister Eva Kjer Hansen så træt af problemerne med utilpassede unge mellem 12 og 15 år, at hun og socialministeriet oprettede de to nye bosteder, Skjoldborghus og Lille Stokkebjerg, der skulle udvikle pædagogik med afsæt i de metoder man brugte på Solhaven. En af landets mest ansete eksperter på socialområdet, lektor Karin Kildedal fra Aalborg Universitet, fik ansvaret for forskningsprojektet.

- Solhaven [..] har gennem godt 20 år udviklet en pædagogik, som vurderes egnet til målgruppen, og denne pædagogik skulle derfor implementeres i de to nye opholdssteder, lød en af konklusionerne i hendes arbejde.

I dag - ni år senere - er alle tre bosteder dog lukkede. 12 ansatte fra Solhaven står tiltalt for vold og mishandling, mens sager mod yderligere to personer er i støbeskeen. Også Skjoldborghus er nu i politiets søgelys.

- Det drejer sig også om vold og mishandling. Der er tale om 11 forhold, og ni personer er sigtet i den sag, oplyser Lene Lentz, der er politiets anklager i sagerne.

Og onsdagens BT står en ansat og en elev fra det tredje bosted, Lille Stokkebjerg, så frem og forklarer om lignende mishandling og vold.

Hverken daværende socialminister Eva Kjer Hansen eller lektor Karin Kildedal ønsker at udtale sig om det fejlslagne forsøg. Stifter og tidligere bestyrelsesformand for Lille Stokkebjerg Geert Jørgensen bekræfter dog, at der var tæt samarbejde mellem bostederne.

- Det var særskilte bosteder, men de brugte fælles metoder. Uddannelsesmæssigt var det et samarbejde, og man brugte nogle af de samme principper i planlægningen og i indsatsen overfor de unge, siger han og forklarer, at der i starten sad et medlem fra de andre bosteder i bestyrelsen på Lille Stokkebjerg.

Geert Jørgensen er i dag direktør for LOS, der er en interesseorganisation for de private opholdssteder i Danmark. Han tager dyb afstand fra de beretninger, der nu kommer frem.

- Man må selvfølgelig hverken sparke eller slå. Det er jo strafbart. Den slags anklager om overgreb bør derfor undersøges nærmere, siger han.

- I og med at man havde et tæt samarbejde og fælles uddannelse, hvor man jo lærer nogle gode ting fra hinanden, kan det ikke udelukkes at der desværre også er blevet lært nogle dårlige ting fra hinanden.

Var du bekendt med, at de her ting foregik?

- Jeg har godt hørt rygter om, at man tog deres sko. Men jeg kan klart afvise, at der blev uddannet i den slags metoder.