FC København viste ikke ligefrem guldform, da superliga-premieren bød på en nullert mod Silkeborg, der tilmed fik et mål annulleret og havde en anke om et rødt kort, der ikke blev tildelt de københavnske gæster.

Det var første betydende kamp for Ståle Solbakkens 'nye FCK', der er blevet forsøgt pyntet med hele otte indkøb denne sommer. Seks havde fundet vej til startopstillingen, og de var ikke lige imponerende alle sammen.

- Ingen af dem brager igennem i dag, men der er heller ikke nogen, der spiller sig væk fra holdet. Daniel Amartey havde nok sin svageste kamp i forhold til, hvad vi har set i træningskampene. Zanka var middel, uden han blev sat på de store prøver. Tom Høgli klarede sig godt i en mod en-situationerne, mens Stephan Andersen holdt nullet. De har mere at give, og det kommer i takt med, at vi bruger mere tid sammen, sagde FCK-manager Ståle Solbakken til Canal 9 efter kampen.

Det blev også til debut til Bashkim Kadrii, der fredag blev hentet i OB, mens det argentinske nyindkøb, Franco Mussis, sad ude med en forstrækning. I målet var der lidt usikkerhedsmomenter at spore hos Stephan Andersen, der indkasserede et mål, men blev reddet af en frisparkskendelse.

Det nye førstevalg i løveburet var efter kampen nogenlunde tilfreds med sin debut.

- Det er altid rart at holde nullet som målmand, men det vigtigste var at få tre point i dag, og det fik vi ikke. Det er selvfølgelig ærgerligt, men det må vi tage næste gang, sagde Stephan Andersen, der også godkendte dommer Lars Christoffersen underkendelse af Silkeborgs mål.

- Jeg synes helt sikkert, det var okay. Jeg ser ikke, hvad der sker, for jeg har øjnene på bolden, men jeg føler bestemt, at mine arme bliver holdt nede.