Ståle Solbakken var i sommer helt fremme i skoene og hentede næsten et helt nyt hold til FC København.

Resultaterne har trods flere stjerneindkøb haltet i Superligaen, hvor FC Midtjylland på førstepladsen har lagt en afstand på ni point ned til københavnerne efter 13 spillerunder. Og i Europa League ligger FC København på tredjepladsen inden aftenens kamp mod Club Brugge.

En sejr over belgierne i Parken vil dog bringe danskerne to point foran Club Brugge, men selv om det skulle ske, og FC Københan går videre fra gruppen og dermed kan se frem til flere kampe i foråret, understreger Ståle Solbakken, at klubben vil få et roligt transfervindue til vinter.

- Der kommer ikke til at ske meget hos os. Det kommer an på vores skader. Hvis Christoffer Remmer bliver ved med at være skadet, skal vi have en ny højre back, men vi venter på ham. Og så har vi Bashkim Kadrii ude i 9-10 måneder, og det var ikke noget, vi havde med i planen, siger Ståle Solbakken og lægger op til, at der nok kommer en erstatning for den tidligere OB-spiller, der var blandt sommerindkøbene.

Flere tidligere stamspillere får i øjeblikket meget sparsomt med spilletid i FC København, men heller ikke den anden vej forventer Ståle Solbakken den store aktivitet, ud over den forventede afgang af svenske Pierre Bengtsson, som allerede indkøbte Ludwig Augustinsson skal erstatte.

Målmand Johan Wiland er en af dem, der nu er ude i kulden efter Stephan Andersens ankomst. Direkte adspurgt om svenskeren er på vej væk, svarer Ståle Solbakken:

- Der er heller ikke nogen på vej ud, som det ser ud lige nu. Så skal vi først have en anden reservemålmand.

Utilfredsheden over at være langt fra holdet synes da også at være næsten fraværende hos flere af spillerne.

- Jeg prøver bare at gøre mit bedste. Det er ikke første gang i historien, at en anfører ikke spiller fast. Lige nu er der bare nogle andre, som er foran mig, konstaterer Thomas Delaney, der efter Christian Poulsens ankomst nærmest er fjerdevalg på den centrale midtbane efter Daniel Amartey og Claudemir.

- Jeg ved ikke, hvad den præcise grund er til, at jeg ikke spiller så meget, siger Youssef Toutouh, der har mistet sin hyppige startplads til blandt andre Alexander Kacaniklic.

- Jeg tænker ikke så meget over det, for det hjælper alligevel ikke. Jeg skal bare vise, at det er mig, som skal spille, når jeg får chancen. Jeg tror rigtig meget på det her projekt og har nu spillet her i lidt over tre år, men jeg håber ikke, at der går lang tid, før jeg spiller igen, tilføjer han.

Ståle Solbakken virker da heller ikke bekymret for, at hans anfører ikke er fast mand.

- Hvad betyder det at være fast mand? Vi spiller omkring 50 kampe på en sæson, og hvis han er med i omkring 30 af dem, er der intet problem. Hvis han kun havde spillet 10-12 af kampene, havde det været noget at bekymre sig om. Hvor meget han spiller lige nu, er langt nede på min prioritetsliste, pointerer Ståle Solbakken.

Det er aftenens kamp mod Club Brugge, som i det første opgør i Belgien scorede i overtiden – nøjagtig som Torino gjorde tidligere på sæsonen – til gengæld ikke.

- Det er tilfældigt, at vi ikke kunne holde på resultaterne i overtiden af de kampe. Vi har kun mistet én føring i Superligaen, og dér skulle vi have haft frispark mod Sønderjyske, og vi må huske os selv på, at vi i Brugge selv scorede tæt på de 90 minutter, siger Ståle Solbakken, inden han remser tre scenarier op før kampen i Parken:

- Vinder vi, ser det rigtig godt ud, spiller vi uafgjort, lever vi fortsat. Taber vi, ser det sort ud.

I de sidste to kampe venter HJK Helsinki ude og Torino hjemme.

Også AaB er i aktion i Europa League i aften, når holdet ude møder Dynamo Kiev. Den kamp kan ses på Canal 9 kl. 21.00.