FC København er i den forgangne uge blevet kædet sammen med Elfsborgs assistenttræner Peter Wettergren, der ventes at indtage en rolle som first team coach.

Manager Ståle Solbakken vil dog ikke forholde sig til det konkrete navn, men han fortæller, at FCK er på udkig efter en ny ansættelse.

»Det (rygtet om Peter Wettergren, red.) kan jeg ikke udtale mig om, men vi skal have en til i træningsteamet. Vi er et lille team, og vi mangler en i rollen mellem School of Exellence og førsteholdet, som vi havde tidligere,« siger Ståle Solbakken.

Den ledige plads virker ikke umiddelbart som en rolle, Peter Wettergren kunne være interesseret i, men det er heller ikke nødvendigt. Ståle Solbakkens understreger således, at det ikke bliver den rolle, som en eventuel ny rekrut skal udfylde.

Så hvis rygtet om Peter Wettergren holder stik, så kan det betyde, at Solbakken vil rokere rundt i trænerstaben. Der er dog intet, der ligger fast endnu.

»Det er for tidligt at sige hvem eller hvordan. Vi arbejder på det,« siger han.

Én ting er dog sikkert, og det er, at den eventuelle nytilgang ikke kommer til at betyde, at Solbakken bevæger sig mere væk fra den trænende rolle.

»Jeg bliver i min rolle, og jeg skal fortsætte med at være på træningsbanen,« slår Solbakken fast.