To dumme udvisninger på bare tre dage har kostet FC København dyrt. Rigtig dyrt. Torsdag røg løverne ud af Europa League, da Benjamin Verbic blev smidt ud for en tilsvining af en dommer, og søndag var det så Daniel Amarteys tur til at slå point ud af københavnernes hænder med et albuestød.

FCK spillede over en time i undertal efter Amarteys svinestreg og fik derfor blot 1-1 i en kamp, som mesterskabsfavoritterne burde have vundet.

»Det er ikke godt nok, og det har jeg også sagt,« siger Ståle Solbakken om ghaneserens hovedløse udvisning.

»Daniel sætter holdet i en meget svær situation, fordi vi skal overleve i over en time,« fortsætter FCK-træneren.

De to udvisninger rejser spørgsmålet, om der er disciplinære problemer i den talentfulde FCK-trup. Det mener Ståle Solbakken ikke er tilfældet, men nordmanden anerkender, at der er tale om andet og mere end bare tilfældigheder, når to spillere ser rødt med få dages mellemrum.

»Det er unge, ambitiøse drenge, der er for ’hot headede’. De er for hede og desperate,« siger Solbakken om 21-årige Verbic og 20-årige Amartey.

Udvisningen af netop Amartey kan være et trist punktum for stortalentets karriere i FC København. Midtbanemanden er glohed på transfermarkedet, hvor flere store klubber ligger på lur. Kasper Schmeichels klub, Leicester, har allerede fået et bud på ca. 45 millioner kroner afvist af FCK, men englænderne kommer efter alt at dømme tilbage med et forhøjet bud. Rammer det løvernes prisskilt, der er 15-20 millioner kroner højere, har midtbanespilleren efter alt at dømme spillet sin sidste kamp i den hvide trøje. Det erkender Ståle Solbakken.

»Det er vanskeligt at sige, om det var Amarteys sidste kamp for FC København. Men markedsprisen steg vel ikke i dag. Lige nu er han FCK-spiller, og der ligger ikke nogen bud, som gør, at vi sælger,« fortæller FCK-træneren.

»Jeg må forholde mig til, hvad min bestyrelse og direktør siger. Og de siger, at kommer der et bud i den kategori, vi internt har snakket om, må vi sætte os ned og række tommelfingeren op eller ned. Den sum har vi ikke fået tilbudt endnu. Måske kommer den i morgen. Det har jeg en holdning til, men jeg kan blive ’overrulet’, og det vil jeg acceptere,« fortsætter han.

Hovedpersonen selv vil gerne af sted, hvis muligheden byder sig. Så FCK får næppe glæde af spilleren, de for bare et år siden hentede i svenske Djurgården, meget længere.

»Jeg har lyst til at komme ud, hvis chancen kommer,« siger Daniel Amartey.

»Der er meget snak, men jeg har kontrakt her, og resten vil jeg overlade til klubben og min agent,« slutter den ordknappe ghaneser, der ved et salg vil blive afløst på FCKs centrale midtbane af hjemvendte William. Kvist.