Det blev måske historiens grimmeste derby på en grusbanelignende græsbane. Men alle lærte alligevel noget af kampen.
BT har spurgt trænere og spillere....
Det lærte trænerne
Thomas Frank, Brøndby IF:
Fysikken
»Vi kan matche de bedste hold på fysikken, når vi indstiller os på det. Det var intenst, og det var et fysisk spil med masser af duelbolde og kompakthed. Der var stærke spillere på banen.«
Fansene
»Vi har nogle fantastiske fans, der er bedre end de andres. Lad mig sige, jeg blev bekræftet i det. For jeg vidste det jo egentlig godt i forvejen. Ros til begge holds fans - ikke mindst vores egne - for at skabe en super stemning og levere nogle flotte tifoer. De bar os frem.«
Standardsituationerne
»Standardsituationerne kan afgøre kampe, så dem skal vi blive dygtigere til. Vi har næsten ingen hverken hjørnespark eller frispark, og dem skal vi have flere af.«
Ståle Solbakken, FC København:
Disciplinen
»Jeg lærte, at mit hold har en fantastisk disciplin og indordner sig under forholdene. Jeg må give mine spillere ros for at have gennemført det, jeg bad dem om, 100 procent. vi håbede på at kunne score på en dødbold, et magisk øjeblik eller måske ved en afretning af bolden.«
Defensiven
»Defensivt er vi pletfri. Zanka var banens bedste. Efter Randers-kampen sagde jeg, at hvis han spillede sådan igen, kunne han komme ud og sidde ved siden af mig. Men som han spillede i dag... rolig med bolden på det underlag og vandt alle dueller i dag... fremragende.«
Offensiven
»At vi offensivt stadig mangler at score. Vi havde håbet at score på en dødbold eller ved hjælp af lidt magi, og i dag manglede vi ham, der bedst kunne give det (karantæneramte Nicolaj Jørgensen, red.). Toutouh prøvede lidt, men i det hele taget var det svært på den bane.«
-------------------------------------------------
Om det (manglende) røde kort
Daniel Agger forsøgte at vride sig fri af Zankas greb. Det resulterede i, at Aggers albue gik i ryggen på Zanka, der også fik Aggers ene hånd i ansigtet. Holdt Zanka Agger ulovligt? Slog Agger bevidst? Det var spørgsmålene.
Daniel Agger, Brøndby IF
»Som jeg også sagde til Zanka både på og uden for banen i pausen, så er jeg ked af, at jeg ramte ham, men det er, hvad der sker, og det var selvfølgelig ikke med vilje. Hensigten var at komme fri, for jeg stod i en god position, og så ville jeg ikke risikere at blive holdt nede. Der kunne vel også have været straffe. Jeg mener, det var en duel i feltet, og der bliver givet, og der bliver taget. Det ved Mathias også selv.«
Mathias Zanka Jørgensen, FC København
»Hvis dommeren ser det, er jeg ikke i tvivl om, at det er et rødt kort. Ellers skulle han have ramt mig med en legemsdel, man ikke bruger i fodbold. Jeg tror kun, der var én måde, han kunne ramme mig på, og så er den selvfølgelig til direkte rødt. Det kan man ikke komme uden om. Men dommeren ser det ikke, og så er der jo nogen, der kan tage det op bagefter, hvis de har lyst. Men det tror jeg ikke, der er nogen, der har. Han kommer over og siger undskyld, og så er vi egentlig videre derfra.«
-------------------------------------------------
Om banen
Brøndbys hjemmebane er elendig, og det er ikke muligt at spille langs plænen, der er knoldet og mere grus- end græsbelagt.
Thomas Frank, Brøndby IF
»De fleste, der har set vores hjemmekampe, ved, at det er svært at spille herude. Og så bliver det bare lidt mere intenst i et derby. Begge hold var rigtigt godt indstillede på, hvad der ventede dem, og derfor blev det til mange dueller i luften, mange dueller på jorden, og der matchede vi dem rigtig godt.«
Ståle Solbakken, FC København
»Det er jo en skandale, at vi skal spille på sådan en bane. Jeg ved ikke, hvilke tricks de har prøvet at lave. Hvis jeg har problemer med min plæne derhjemme, så kører jeg ikke grus ud på den. Det gør jeg ikke. Det er første gang i verdenshistorien, jeg har set det. Jeg har aldrig spillet på sådan en bane, og jeg har spillet i Tromsø med HamKam lige dér, hvor rensdyrene gemte sig. Når Ove Pedersen kan sige, at han efter 20 minutter indså, at han har begået en kæmpebrøler, fordi han ikke har spillet direkte nok (med OB, red.) - manden, som ikke har spillet en tværaflevering i Superligaens historie – så siger det alt.«
-------------------------------------------------
Om resultatet
0-0 var et passende udfald af en kamp stort set uden chancer.
Thomas Frank, Brøndby IF
»Jeg er irriteret over, vi ikke vinder en lige kamp, som selvfølgelig skal ende 0-0, når man ser på spillet. Vi har ikke den sidste marginal eller den sidste kvalitet til, at det går vores vej.«
Thomas Delaney, FC København
»Der er kun to måder, man kan score på, når man spiller på denne her bane. På dødbolde eller på modstanderens fejl. Det var Brøndby forberedt på, og det var vi forberedt på. Jeg kan ikke se, hvordan vi kunne have gjort noget anderledes, men det blev ikke kønt. Det eneste, de to hold ’shinede’ på, var intensiteten.«

