Tusindvis af danskere rejser på ferie. Særligt én destination er populær.
Sol, strand og sangria. Spanien er danskernes absolutte førstevalg, når udenlandsrejsen skal planlægges.
Sidste år gik godt hver sjette udenlandsferie med minimum fire overnatninger til et sted i Spanien. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Spaniens popularitet er steget i løbet af de seneste år, men kærligheden til det sydeuropæiske land har længe været stor blandt danskerne, og landet har ligget i top som danskernes favoritferiedestination i flere år.
Peder Hornshøj er formand for interesseorganisationen Rejsearrangører i Danmark samt administrerende direktør i Bravo Tours, og for ham er det ingen overraskelse, at Spanien falder i god jord hos danskerne.
Halvdelen bliver i Danmark
Men selvom Europa – og især Spanien – er et hit, er der dog ét land, som slår alle de populære feriedestinationer – nemlig vores eget land, Danmark. Godt halvdelen af alle danskere bruger hele eller størstedelen af deres ferie inden for landets grænser, og det forstår Peder Hornshøj godt.