Kandidat til formandsposten i SF, Annette Vilhelmsen, leger med ilden, når hun sætter spørgsmålstegn ved dagpengereglerne, lyder det fra erhvervsminister Ole Sohn
SFs erhvervsordfører, Annette Vilhelmsen, der søndag meldte sig ind i kampen om at blive SFs kommende formand, leger med ilden, når hun lægger op til en ændring af dagpengereglerne.
Sådan lyder advarslen fra erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF), der opfordrer formandskandidaten til at holde hovedet koldt.
- Jeg er fuld af forståelse for, at når der er formandsvalg, så banker det røde hjerte, men det gælder om at holde hovedet koldt. Vi har et regeringsgrundlag, og det følger vi, og det bør begge formandskandidater også tage ad notam, siger Ole Sohn.
I dagens udgave af Berlingske foreslår Annette Vilhelmsen ellers mere fleksible dagpengeregler.
- Mit bud er, at for at man ikke hele tiden skal lave nye dagpengereformer, så skulle man gøre systemet mere bevægeligt, for eksempel afhængig af konjunkturer, siger hun.
Samtidig slår hun fast, at hun står inde for regeringsgrundlaget. Her står der ellers, at regeringen vil videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, og det er ikke til diskussion, understreger Ole Sohn.
Spørgsmål: Skaber Annette Vilhelmsen problemer for regeringen med de udmeldinger, hun kommer med?
- Det er klart, at hvis man stiller spørgsmålstegn ved det regeringsgrundlag, som tre partier har indgået, så leger man med ilden, siger Ole Sohn.
- Der skal være mulighed for at diskutere alt, men når jeg bliver spurgt om, hvad det har af konsekvenser, så siger jeg bare stilfærdigt, at vi har et regeringsgrundlag, som alle tre partier har sluttet op om, og det er det, vi arbejder på at realisere, siger han.
Også Annette Vilhelmsens modkandidat til formandsposten, sundhedsminister Astrid Krag (SF), understreger, at regeringsgrundlaget står fast.
- Alle ved, at SF var imod en halvering af dagpengeperioden, men jeg vil også sige, at det er nødvendigt, at man står ved de aftaler, man laver, i det her tilfælde regeringsgrundlaget, der er rigtig klart, siger hun.
Det samme mener handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF).
- De to SFere, der stiller op, har begge sagt, at de står ved regeringsgrundlaget. Det er også vigtigt, at vi understreger, og nu må alle SFere, der er involveret i den her formandsvalgkamp, også bakke op om regeringsgrundlaget, siger hun.