Morderen i Tingbjerg gik tilsyneladende målrettet efter Sohail

17-årig Sohail Hamza havde ikke en chance, da han søndag aften blev dræbt på åben gade i Tingbjerg i den nordlige udkant af København.

Mens han ved 21.30-tiden sad sammen med et par venner på nogle sten-bænke ved torvet på Ruten, kom gerningsmanden ifølge vidner roligt gående hen til gruppen, rettede sin pistol mod Sohails hoved og trykkede to gange på aftrækkeren.

- Han bliver skudt to gange i hovedet fra ganske kort afstand. Efter de fundne patronhylstre at dømme har der været tale om en ni mm-pistol, siger lederen af efterforskningen - politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Afdelingen for organiseret kriminalitet i Københavns Politi.

Efter at have affyret de dræbende skud, gik gerningsmanden ifølge øjenvidner fra stedet. Der var altså tilsyneladende hverken tale om en ventende flugtbil eller -motorcykel.

De to nærmeste øjenvidner skyndte sig at løbe fra stedet, og i går var det endnu ikke lykkedes politiet at få forbindelse med dem.

- Vi får nogle gange ikke så meget at arbejde med, når det sker i den slags miljøer. Jeg tror ikke, at drabet er banderelateret, men blot at det sker i et miljø, der har noget med bander at gøre. Måske kan der være tale om et personligt opgør af en aller anden slags blandt nogle personer, der har kontakt til bandemiljøet, tilføjer Steffen Thaaning Steffensen.

Ikke registreret som bandemedlem

Den dræbte Sohail Hamza var ikke registreret som bandemedlem hos politiet, selv om man udmærket var klar over, at han havde kontakter bandegrupperingerne Loyal To Familia og i Tingbjerg-gruppen.

- Men det er formentlig fuldstændig umuligt at undgå for et ungt mennesker derude, siger efterforskningslederen.

17-årige Sohail blev i går mindet af Loyal To Familia på bandegrupperingens Facebook-profil, og en af hans venner fortæller til BT, at han var en rigtig god kammerat:

- Han var den sjoveste dreng i sin vennegruppe. Det var altid ham, der kom med sjove jokes og skabte en stemning. Han var ikke med i nogen bande, men mange af barndomsvennerne var. Han var en god dreng, som var begyndt at træne og finde en god vej frem i livet.

- Han var livsglad og havde mange ting, som han gerne ville nå. For nylig spurgte han mig, om jeg kunne hjælpe ham med at finde et arbejde. Jeg mener ikke, at han gik i skole. Han var fra Pakistan, og jeg tror ikke, at han havde en kæreste.

- Han var ikke typen, der havde fjender. Dem, der har skudt, har sikkert håbet at ramme en banderelateret, men i stedet ramte de vores Sohail, siger vennen, der ikke ønsker sit navn frem.