19-årige Sofies krænker skal betale hende 100.000 kroner i erstatning, fordi han har optaget og videredelt en sexvideo uden hendes viden og samtykke.
Der er forskel på rigtigt og forkert, og ulovlige handlinger skal have konsekvenser.
Det var 19-årige Sofies ræsonnement, da hun i begyndelsen af året stod frem i Berlingske og fortalte om at rejse et civilretligt krav og føre en privat strafferetssag imod den fyr, som optog, opbevarede og siden fremviste en filmoptagelse af ham og Sofie under samleje uden Sofies viden og samtykke.
100.000 kr. kan mærkes
Advokat og partner i NJORD Law Firm Miriam Michaelsen har ført sagen og forligsforhandlet på vegne af Sofie. Hun mener, at forliget og de 100.000 kroner indikerer, at der er en ændring af retspraksis i gang på området:
»Sofies sag blev anlagt med et krav om godtgørelse på 150.000 kroner, og da vi krævede det, sagde rigtig mange, at det var fuldstændig absurd at bede om et så stort beløb, fordi det ikke var retspraksis i den her type sager. Det var det heller ikke dengang, men siden kom der rigtig meget fokus på emnet, og det har været med til at rykke nogle rammer og medført mere reelle straffe,« siger Miriam Michaelsen og fremhæver Berlingskes artikelserie Blottet – klædt af på nettet, hvor 11 kvinder stod frem og fortalte om at få videredelt intimt billedmateriale på nettet imod deres vilje.
Læs meget mere om digitale sexkrænkelser og mød 11 kvinder, som har oplevet at få videredelt intimt billedmateriale imod deres vilje:
