De dårlige meningsmålinger for SF betyder, at enten miljøminister Ida Auken eller udenrigsminister og partiformand Villy Søvndal ville miste pladsen i Folketinget, hvis der var valg lige nu. Det skriver altinget.dk, som har fået foretaget en geografisk prognose over mandaternes fordeling.

Billedet ser dystert ud med blot et enkelt mandat til SF i København og medfører, at Özlem Cekic ikke står til genvalg, mens de to ministre Villy Søvndal og Ida Auken skal slås om det sidste københavnermandat. Og ifølge altinget.dk er det endda sandsynligt, at mandatet ville gå til Ida Auken og ikke til partiformanden.

Godt nok klarede Villy Søvndal sig bedre end Ida Auken ved valget i 2011, men Søvndals popularitet er faldende, mens Ida Aukens opbakning forventes at være stabil. Hun er modsat Søvndal en af regeringens mest populære ministre.

SFs vælgerlussing i København kommer især Enhedslisten til gode, og som det ser ud lige nu, vil Johanne Schmidt-Nielsens parti således rende med fire mandater i det københavnske. Krisen i SFs københavnske bagland blev i sidste uge illustreret ved, at Trine Pertou Mach, medlem af partiets landsledelse, nedlagde sit kandidatur til Folketinget i protest mod SFs nuværende økonomiske kurs.

Prognosen er ifølge altinget.dk et resultat af et kvalitetsvejet gennemsnit af meningsmålingerne i juni måned og 28.000 Gallup interviews siden sidste valg. Professor Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet står bag.