Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) nægter at hjælpe fire historikere og top-forskere, der ønsker at finde frem til sandheden om, hvorvidt erhvervs- og vækstminister Ole Sohn som tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) modtog sorte penge, hvilket han hidtil har nægtet.

Morten Thing, historiker og forfatter til bogen ’Guldet fra Moskva’, Kurt Jakobsen - professor og tidligere medlem af DKP, Niels Erik Rosenfeldt - historiker og Rusland-ekspert, og Bent Jensen - professor og dr.phil. - ønsker Villy Søvndals hjælp til at få den danske ambassade i Moskva til at rette henvendelse til det russiske præsident-arkiv, hvor oplysningerne om økonomiske transaktioner fra den russiske centralkomité til DKP findes.

HVAD SYNES DU OM, AT VILLY SØVNDAL NÆGTER AT HJÆLPE FORSKERNE FÅ INFORMATIONER OM RUSSISK STØTTE TIL DANSKE KOMMUNISTER? STEM HER, OG DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

{embedded type="node/polls" id="19651778"}

Som øverst ansvarlige for den danske udenrigstjeneste mener forskerne, at hvis forespørgslen til de russiske myndigheder kommer fra højeste sted i Danmark i kraft af udenrigsminister Villy Søvndal, vil der være større sandsynlighed for, at russerne vil acceptere forespørgslen.

Men det vil Villy Søvndal ikke.

BT forsøgte i går at høre Villy Søvndal, om han vil hjælpe forskerne. Dog uden held. Men hans særlige rådgiver Claus Perregaard fortæller:

- Den sag kommer Villy ikke til at gå ind i. Det er ikke et regeringsanliggende, og der har været masser af debat i Folketinget om de russiske arkiver. De må vente, til arkiverne bliver åbnet for offentligheden.

Problemet er blot, at det russiske præsident-arkiv er undtaget fra den russiske arkivlov, hvilket betyder, at arkivet kun bliver åbnet for offentligheden, hvis den russiske præsident giver tilladelse.

Kunne bevise uskyld

Forskerne har også bedt den danske rigsarkivar om hjælp til at anmode russerne. Men også her har svaret været negativt.

En af forskerne, Morten Thing, forstår ikke, hvorfor Villy Søvndal ikke vil hjælpe. Han mener endda, at det ville kunne hjælpe med til at bevise Ole Sohns uskyld, hvis han taler sandt om de sorte penge.

- Hvis ikke Villy Søvndal på baggrund af vores brev vil rette henvendelse til russerne for at få en kopi af papirerne, rejser det jo en mistanke om, at han tror, at Ole Sohn skjuler noget, når han siger, at han ikke modtog eller kvitterede for de sorte penge. Hvis papirerne blev udleveret, vil det i hvert fald være en måde at rense Ole Sohn på, hvis han taler sandt, siger Morten Thing, der forklarer, at årsagen til interessen er sidste efterårs debat om Ole Sohns fortid i DKP, hvorefter Ole Sohn i december i en kronik i Berlingske opfordrede alle med kendskab til tiden i DKP om at stå frem med deres viden.

En anden af forskerne, Bent Jensen, forstår heller ikke Villy Søvndals afvisning.

Flere millioner

- Hvorfor vil han ikke hjælpe danske statsborgere, der prøver at finde frem til sandheden i et vigtigt historisk og politisk spørgsmål.

Morten Thing forklarer, at der efter hans overbevisning enten findes underskrifter for modtagelsen af pengene fra Ole Sohn eller et navn på en person, der har modtaget pengene i DKP.

- Der må være oplysninger om, hvem man har afleveret pengene til, for der er trods alt tale om 3,5 mio kr. i støtte, og det udbetaler man jo ikke bare, siger Morten Thing.

Det har ikke været muligt at spørge Ole Sohn, om han vil bede Villy Søvndal gå ind i sagen.

Bør Villy Søvndal, som dansk udenrigsminister, hjælpe forskere få informationer om støtte til danske kommunister fra Moskva?

Deltag i debatten herunder