Betalingsringen er død, borte og begravet. I stedet er regeringen blevet enig med sig selv om en aftale, der i alt poster én milliard kroner i den kollektive trafik.
En halv milliard kroner skal bruges på billigere tog- og busbilletter i hele landet, mens den anden halve milliard kroner skal bruges på at give bedre busser og tog og til at sikre, at den offentlige trafik fremover kan klare det voksende passagertal.
Det fremgår af en aftaletekst, som Berlingske Nyhedsbureau er i besiddelse af.
Udenrigsminister og SF-formand Villy Søvndal erkender over for TV 2 News, at aftalen ikke er det, han og SF havde håbet på.
- Jeg tror aldrig, man er helt tilfreds, siger han.
I valgkampen sidste år lovede Søvndal 40 procent billigere billetpriser, men det vil han ikke garantere bliver resultatet af den nye aftale:
- Vi har endnu ikke lagt os fast på, præcist hvordan vi vil lægge lettelserne på billetpriserne, siger han til TV 2 News.
De nye billetpriser træder i kraft fra 1. januar 2013. Pengene til prisnedsættelserne er fundet ved at gøre det dyrere for private personer at lease biler. Ifølge Skatteministeriets beregninger vil en række strammede skatteregler for leasing- og demonstrationsbiler indbringe den nødvendige milliard kroner til statskassen.
Socialdemokraternes trafikordfører Rasmus Prehn understreger, at han er glad for, at det endelige resultat af aftalen styrker den kollektive trafik. Han erkender dog også, at forløbet ikke blev, som man havde håbet:
- At trængselsringen ikke bliver til noget, sker i erkendelse af, at blandt de mennesker, vi gerne ville hjælpe, har en stor gruppe været meget kritiske og usikre over for planerne, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.
Spørgsmål: Så det er presset fra blandt andet omegnskommuner og erhvervslivet, der har fået jer til at droppe betalingsringen?
- Jeg vil ikke sige, at det er presset, for vi har selv lagt an til en dialog. I den dialog har vi konstateret, at rigtig mange har ment, at det vigtigste var at få styr på den kollektive trafik, siger Rasmus Prehn.
- Derfor synes vi, det er rimeligt, at tage kritikken alvorligt og undersøge det til bunds for at sikre ordentlige alternativer.
Til det formål nedsættes der en bred ekspert-kommission, der senest i august 2013 skal præsentere løsninger på miljø- og trængselsproblemerne i hovedstaden. Allerede til januar næste år skal de første konkrete forslag dog være på plads.
Ideen om en betalingsring rundt om hovedstaden blev første gang præsenteret af Villy Søvndal (SF) og Helle Thorning-Schmidt (S) i deres fælles udspil »Fair Fordeling« den 26. august 2009.
I regeringsgrundlaget havde SRSF regnet med at få to milliarder kroner i statskassen ved at indføre betalingsringen.På sit ugentlige pressemøde tirsdag gentog statsminister Helle Thorning-Schmidt igen og igen, at dagens aftale var en »rigtig god løsning.«
{embedded type="node/polls" id="18974453"}
{embedded type="node/polls" id="18974455"}