SFs formand, Villy Søvndal, blander sig nu direkte i den ophedede debat om SFs politiske linje og hvem, partiet er for. Det sker i et længere indlæg på partiformandens Facebook-profil.

- Den seneste tid har vi været vidne til en debat om, hvad for et parti SF er. Er vi et arbejderparti eller et folkeparti. Det korte svar er, at vi er begge dele, skriver Villy Søvndal (SF) på sin Facebook-profil.

Indtil videre har Søvndal holdt sig på afstand fra diskussionen, der for alvor blev sparket i gang, da tidligere folketingsmedlem Pernille Frahm (SF) offentligt kritiserede næstformandskandidaten Mattias Tesfaye (SF) for at have standpunkter, der var bedre dækket ind af et kommunistisk parti.

Det skete på baggrund af ti teser, som Mattias Tesfaye formulerede i 2008, og kritikken fik diskussionen omkring SFs linje til at bryde ud i lys lue med tilhængerne af SF som et arbejderparti mod tilhængerne af SF som et folkeparti.

Villy Søvndal vil dog hverken pege på det ene eller det andet:

- ... vi er et folkeparti, hvor alle er velkomne. Og vi er et arbejderparti, der slås for almindelige lønmodtagere, skriver Søvndal.

Han betegner SF som et demokratisk parti, hvor alle kan være med, uanset om man er bankdirektør, cykelbud eller cirkusartist. Men det betyder ikke, at partiet arbejder lige hårdt for alle interesser, skriver Søvndal.

- Vores kræfter bruger vi til gavn for lønmodtagerne og de små i samfundet, når det handler om fordeling af samfundets ressourcer, skriver Søvndal.

Udmeldingen fra Søvndal kommer i kølvandet af, at Mattias Tesfaye har formuleret ti nye teser om socialisme. Tesfaye har ikke ønsket at udtale sig til Berlingske Nyhedsbureau, men ifølge politisk kommentator Hans Engell er de nye teser et forsøg på at lægge låg på debatten.

De nye teser vil dog ikke løse det problem, som diskussionerne er et udtryk for.

- Grundlæggende løser Tesfayes redigering af teserne ikke SFs grundlæggende problem: At der står to hovedgrupperinger meget stejlt over for hinanden, siger Hans Engell.

Pernille Frahm ser da heller ingen væsentlige ændringer i de nye teser.

- Jeg synes, det ligner en opdatering af de ti teser, han lavede i 2008. Men jeg synes ikke, der er nogen virkelig fundamental forskel på det, han skriver i dag, og de gamle teser, siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

Ifølge Hans Engell vil diskussionen om partiets linje ikke stoppe, før den sidste stemme er talt op ved landsmødet om to uger, når næstformanden skal vælges.

- Den eneste, der havde kunnet lægge debatten ned, var Villy Søvndal, hvis han for nogle dage siden havde sagt, at denne her debat ikke kunne fortsætte og var kommet med en kompromiskandidat, siger Engell, der samtidig tilføjer.

- Vi skal ikke glemme, at alle partier har deres egen partikultur, og SFs kultur er altså ikke, at formanden banker løs på medlemmerne, siger han.

Næstformandsposten i SF er en magtfuld stilling. Næstformanden får kontor på Christiansborg og er medlem af partiets daglige ledelse.