Ved Folketingets afslutningsdebat så regeringen endelig ud til at begynde at forberede sig til valg.

På dagen for Folketingets traditionsrige afslutningsdebat valgte både statsministeren og undervisningsministeren at tale til landets folkeskolelærere. Det er ganske legitimt, ikke mindst her ca. et år efter det store forlig om folkeskolen og op til den sommerferie, der slutter med, at en ny folkeskolereform træder i kraft.

Men handler det også en anelse om, at der er under et år til næste folketingsvalg?

Fra statsminister Helle Thorning-Schmidt lød en opfordring til fælles fodslag i og om folkeskolen, men også med en snert af en opsang: ’Børn, lærere, forældre, pædagoger og skoleledere er i gang med den største forandring af folkeskolen i mange år. Det er en fælles udfordring at få det til at fungere.(…) Forandringer kræver noget af os. Men de giver os mere tilbage. Jeg vil opfordre alle til at arbejde sammen mod målet: At gøre en god folkeskole endnu bedre’.

Læs også: Næstformandsopgør kan true V

Før lærerne kunne nå at hæve pegefingeren for at påpege, hvordan de mener regeringen har spændt ben for det gode samarbejde, var undervisningsminister Antorini afsender på et interview med Politiken, der lød som en imødekommelse: ’Man må desværre konstatere, at konflikten med lockouten bare har sat rigtig dybe spor. Jeg tror, at rigtig mange lærere føler sig tromlet’. Jo, det kan man vist konstatere med det blotte øje og set fra Mars. Mange lærere ved ikke, hvordan deres dag kommer til at se ud. Den frustration kan jeg virkelig godt forstå. Der er et meget stort behov for information’. Altså endnu et problem smidt i den evige undskyldningsskuffe; det glippede med kommunikationen, må man forstå.

Det er unægteligt et problem for regeringen, at en ellers fin folkeskolereform risikerer at selvdestruere, før den er trådt i kraft, fordi der er skabt så meget negativ stemning om reformen. Det er meget svært at forestille sig nogen organisation løfte en vision, som dem, der løfter den, ikke tror på. Slet ikke, når det handler om mennesker.

Regeringen lagde arm med lærerne i overenskomstkonflikten og vandt. Eller gjorde de? For hvis prisen er vælgerflugt, og at regeringens højt profilerede reform er truet, så har overenskomsten været dyrt købt.

Sådan kan EU-kabalen gå op: Thorning spiller hovedrolle

Om sammenfaldet mellem folkeskolereform og overenskomstkonflikten sagde Antorini til Politiken: ’Jeg ville have ønsket, at de ikke lå så tæt, men det er ikke planlagt. Overenskomstforhandlingerne lå fast i foråret 2013, og regeringen kom med sit udspil om en folkeskolereform, som det hele tiden havde været forventet. At overenskomstforhandlingerne så ikke lykkedes og endte i en stor lockout og et lovindgreb har været med til at gøre det virkelig besværligt. Det er to forskellige ting, der er blandet sammen’. Der er næppe mange lærere - eller andre vælgere - der køber en argumentation om, at regeringen, som trods alt styrer landet, ikke kunne styre timingen af sit eget udspil. Der skal mere til at tale dem tilbage i folden.

Man kan ikke ligefrem påstå, at regeringen har indledt en decideret charmeoffensiv over for lærerne. Charmen mangler. Men at der er tale om begyndelsen på en frontforkortning før et folketingsvalg, er der næppe megen tvivl om. Der er få ting, der kan martre regeringen mere end vrede lærere i en valgkamp. Men regeringen har mange flere fronter, der skal forkortes, før man har ro nok i rækkerne bag sig til for alvor at kunne se den politiske fjende i øjnene og tro på, at man kan vinde.