Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl spiller med musklerne overfor Venstre med udmeldingen om, at han ikke vil afvise at være en del af en kommende regering. Kristian Thulesen Dahl har nemlig tidligere afvist at indgå i en blå regering, hvis de borgerlige vinder næste valg.

Derfor er det også en udmelding til vælgerne, vurderer BTs politiske kommentator, Søs Marie Serup.

»Dansk Folkeparti er langsomt ved at vænne vælgerne til, at de en dag ender med at gå i regering,« siger hun.

Søs Marie Serup vurderer, at Kristian Thulesen Dahls udmelding under interviewet med TV 2 News skal ses i direkte forlængelse af, at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen netop er kommet med fem ultimatummer til samarbejdspartnerne i blå blok.

Læs også:

»Det er en reaktion på det. Løkke forsøger at skabe sig noget albuerum og sikre sig, at han kan levere sine egne mærkesager efter et valg, men Thulesen Dahl minder Løkke om, at Dansk Folkeparti har en størrelse, der gør, at de ikke bare vil lade sig diktere,« siger Søs Marie Serup.

Når Kristian Thulesen Dahl siger, at Dansk Folkeparti vil have 'indrømmelser' for at gå med i en borgerlig regering, er det nogle helt konkrete områder, han har i tankerne.

»Det handler om integrationspolitikken og retspolitikken, men især spørgsmålet om nul-vækst. Han vil have vækst i den offentlige sektor,« siger Søs Marie Serup.

Det bliver en hård nød at knække for Løkke, hvis der bliver blåt flertal efter næste valg. For mens Thulesen Dahl forlanger vækst i den offentlige sektor, anser Liberal Alliance og De Konservative Løkkes plan om nul-vækst for at være alt for uambitiøs.

Er det overhovedet realistisk at få Dansk Folkeparti med i en Venstre-ledet regering efter valget?

»Ja, det er det. Men der er ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti politisk set er den sværeste brik at få til at falde på plads i det borgerlige samarbejde, fordi de trækker i en anden retning end de andre partier.«

Og det kan ende med at blive Dansk Folkepartis problem. Partiets store popularitet skaber en naturlig forventning om, at det skal gå efter ministerposter, men sporene fra SF skræmmer.

»Dansk Folkeparti kan ikke holde til at lave et brændudfald af regeringen som SF gjorde. Men de kan heller ikke holde til at få 20 procent af stemmerne uden at ville påtage sig et regeringsansvar,« siger Søs Marie Serup.

Meget vil derfor afhænge af forhandlingerne efter det kommende valg.

»Jeg tror ikke, at Dansk Folkepartis stilling er gjort endeligt op endnu. Det vil afhænge om, hvad de kan blive enige om i blå blok,« siger Søs Marie Serup.

Dansk Folkeparti har under Kristian Thulesen Dahls ledelse manifesteret sig som et af Danmarks største partier med en vælgertilslutning omkring de 20 procent. I Berlingske Barometers seneste måling fra 21. december ligger partiet på 19,4 procent - kun overgået af Venstre og Socialdemokraterne.