Det kan godt være, at det kan fange de unge, når man prædiker til rapmusik i kirken. Men det er ikke den rigtige måde at nå dem på.

Det mener den kendte debattør og sognepræst Sørine Gotfredsen, der bestemt ikke er begejstret for sine kollegaers kreative prædikener, heriblandt sognepræst Jakob Damm Knudsens ’Gangnam Style’-rap.

- Jeg er enig med de mennesker, der mener, at det tager alvoren ud af det. For i det sekund, at manden begynder at synge i stedet for at prædike, vil der være en masse, der griner og bliver overrasket, og så bliver indholdet tabt på gulvet. Det er ikke præsten, der skal optræde – præsten skal bare sørge for på den bedste måde at få budskabet ud, lyder den hårde dom fra Gotfredsen.

Jakob Damm Knudsen fortæller til BT, at den anderledes prædiken skulle få fat i de unge. Men den køber Sørine Gotfredsen ikke.

- Hvis de unge synes, at det er sjovt at gå i kirke, fordi de danser og synger og gør alt muligt, man også laver andre steder, så synes jeg ikke, at der er så meget, der er vundet. Den store kunst er, at man på en helt anden måde, end de er vant til, gør dem opmærksom på, at kirken er et anderledes rum, siger hun.