Den rødhårede Aarhus-politiker, Laura Hay( V), kan være inhabil i beslutningen om Marselistunnellen, et kæmpe anlægsprojekt til milliarder, der skal forbedre trafikken i Aarhus og gøre adgangen til Aarhus Havn bedre.

Grunden til hendes mulige inhabilitet, er hendes forhold til Mærsk Mc-Kinney Møllers barnebarn Johan Pedersson Uggla, der siden nytår har været direktør i firmaet APM Terminals Cargo Service, der er en kæmpe aktør på Aarhus Havn. Firmaet ville kunne drage fordele af den nye infrastruktur. Det skriver JP Aarhus.

34-årige Laura Hays forhold til den jævnaldrende Johan Pedersson Uggla, kan have indflydelse, og hun må måske overlade behandlingen af tunnel-sagen til andre politikere.

- Jeg har orienteret samtlige mine forvaltningschefer om min kæreste, så de kan være opmærksomme på mulige habilitetsforhold og holde mig ude af konkrete sager. Jeg har også kontaktet kommunens juridiske chef, som klart har tilkendegivet, at der ikke er habilitetsproblemer, siger Laura Hay til avisen.

Johan Pedersson Uggla er søn af Mærsk Mc-Kinney Møllers datter, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, og hendes svenske mand. Han er storebror til Robert Mærsk Uggla, der sidder som chef i det svensk-baserede Mærsk-rederi Broström. Begge brødre er spået at skulle indtage store roller i Mærsk imperiet. 

Laura Hay har tidligere været kædet sammen med integrationsminister Søren Pind, som hun har optrådt offentligt sammen med til flere fester og begivenheder. Søren Pind og Laura Hay stod dog aldrig frem som kærester.