BT bringer en række toppolitikere tilbage til barndommens gade i en serie om, hvordan opdragelse, familie, skole og venner har påvirket den historie, der fortælles om dem i dag. Vi afprøver, om barndommens gade virkelig er vores væsens rod, som Tove Ditlevsen skrev i 1943.

Opret abonnement på BT PLUS og læs om Konservatives Søren Pape Poulsen, der fortæller om fremragende lærere i skolen og følelsen af pligt og ansvarlighed.

»Jeg bliver som et barn igen, når jeg står her,« siger 43-årige Søren Pape Poulsen og kigger rundt i skolegården, mens et smil breder sig på hans ansigt.

Klokken har netop ringet ind til første time en mandag morgen på Tungelundskolen i Thorsø, og eleverne er gået ind i klasseværelserne. Tilbage i skolegården står Det Konservative Folkepartis formand, som for snart 28 år siden forlod skolen med et eksamensbevis fra 9. klasse i hånden.

Nu er han for en stund tilbage mellem de røde bygninger, der dannede rammen om hans folkeskoletid, hvor han lærte så meget. Ikke bare om dansk og matematik, men også at have værdier i livet og det at være et godt menneske.

»Det, jeg husker bedst fra min tid i folkeskolen, er, at vi havde nogle fremragende lærere. Jeg lærte en masse af dem rent fagligt, men også menneskeligt. De lærte mig, at man skal opføre sig ordentligt, passe sine ting og holde, hvad man har lovet,« siger Søren Pape Poulsen.

Kunne tryllebinde klassen

Var der en lærer, der betød noget særligt for dig?

»Ja, bestemt. Der var faktisk flere. Vi havde en lærer, som hed Ruth Grønlund. Hun var nyuddannet og meget dygtig. En fantastisk underviser. Og så var der fru Rousseau, som var gift med skoleinspektøren, hr. Rousseau. Hun underviste os blandt andet i religion, og hun kunne tryllebinde en hel klasse, når hun underviste.«

Ønskebarn

I sløjdlokalet stopper et par ældre elever et øjeblik deres arbejde, da de får øje på Søren Pape Poulsen, som i velpresset jakkesæt og statsmandsfrakke er i skærende kontrast til skolebygningerne, der bærer præg af årtiers elevers slid.

Med et nik og et smil til de nysgerrige øjne går han videre, men standser op, da han bag sløjdlokalets store vinduer får øje på en figur skåret i træ, som en elev har lavet. Tilsammen danner de udskårne, rødmalede bogstaver J, U og L ordet for en af landets mest traditionsrige højtider.

»Sådan én lavede jeg også til mine forældre. De var rigtig gode til at lade som om, at de var glade for det, jeg kom hjem med. Men jeg var altså ikke ret dygtig til sløjd,« siger Søren Pape Poulsen med et grin.

Søren Pape Poulsen var forældrene Ruth og Svend Poulsens ønskebarn. Parret kunne ikke selv få børn, men i 1972 fik de lov til at adoptere, og i april samme år hentede de deres søn, som var kommet til verden på årets sidste dag i 1971.

»Jeg kan ikke huske, hvornår jeg fik at vide, at jeg er adopteret, for jeg føler altid, at jeg har vidst det. Det, at jeg er adopteret, er ikke noget, der rigtig har fyldt noget for mig i min barndom, for mine forældre er jo mine forældre. De har givet mig en vidunderlig opvækst fyldt med kærlighed, og de har bestemt været med til at gøre mig til det menneske, jeg er i dag,« siger Søren Pape Poulsen.

Opvokset på en mindre gård

Han voksede op på en gård i den lille by Vejerslev, der ligger fem raske kilometer på cykel fra Tungelundskolen. Faderen drev et mindre landbrug, ’som man ikke vil kunne leve af i dag’, og moderen bidrog til husholdningen med sin løn fra hvilehjemmet i Vejeslev, hvor hun passede byens ældre.

En tryg opvækst

»Tryghed er noget af det, der virkelig kendetegner min opvækst. Jeg husker det som et trygt og sikkert sted at vokse op, og jeg er meget bevidst om, at mine forældre har sørget for, at jeg har haft så tryg og god en opvækst. Og netop tryghed er en af de værdier, jeg har taget med mig ind i politik. Det, at vi kan føle os trygge, betyder rigtig, rigtig meget,« siger Søren Pape Poulsen.

’Snusfornuftige værdier’

Hjemme på gården i Vejerslev stillede Ruth og Svend Poulsen også krav til deres eneste søn. Barndommen var præget af det, Søren Pape Poulsen i dag kalder ’snusfornuftige værdier’, og forældrene lærte ham om ansvarlighed, pligtfølelse og betydningen af at drage omsorg for andre. Men for forældrene var det vigtigste, at sønnen opførte sig ordentligt over for alle, han mødte på sin vej.

»Det var helt utænkeligt i mine forældres univers, at jeg lavede ballade,« forklarer Søren Pape Poulsen.

Selv da Søren Pape Poulsen en sjælden gang ville gøre oprør mod lærernes beslutninger, insisterede forældrene på, at det skulle det gøres ordentligt. Det oplevede han i 6. klasse, hvor der skulle være det traditionsrige Lucia-optog op til jul. Mens pigerne øvede sig til Lucia-optoget, skulle drengene have håndarbejde, men Søren Pape Poulsen gad ikke sidde og sy. Han satte sig derfor ned og forfattede et protestbrev til læreren, hvor han krævede, at drengene skulle lave noget sjovt i stedet for det planlagte håndarbejde.

Stå ved sit ord

Før brevet blev afleveret, viste han det til sine forældre for at høre, hvad de tænkte om det. Ruth og Svend Poulsen hæftede sig ved, at sønnen ikke havde underskrevet brevet med sit navn, men blot sat nogle prikker. De krævede af deres søn, at hvis brevet skulle afleveres, så måtte han skrive det under. For man skal stå ved sit ord, forklarede forældrene.

»Så jeg underskrev det. Det lærte mig, at man skal stå ved det, man mener. Vi slap ikke for at have håndarbejde, men jeg fik sagt, hvad jeg mente om det,« siger Søren Pape Poulsen.

1. »Jeg gik til håndbold og badminton, men jeg var klart bedst til badminton, hvor jeg også var træner i en periode,« fortæller Pape

2. Pape standser op, da han bag skolens sløjdlokales vindue får øje på en JUL-stage skåret i træ af en elev: »Sådan en lavede jeg også til mine forældre.«

3. Søren Pape Poulsen blev født nytårsaftensdag 1971. I foråret 1972 blev han adopteret af Ruth og Svend Poulsen. Her ved barnedåben.

4. Klassebillede fra 7. klasse, hvor Søren Pape Poulsen står i midten på bagerste række. Han beskriver sig selv om en elev, der ikke råbte op i timerne, men gerne ville diskutere.

5. I fire år gik Søren Pape Poulsen til dans med naboens Anne Sofie, indtil hun ikke gad mere. »Det var jeg ked af, for jeg kunne godt lide at danse.«

Søren Pape Poulsen: Sådan var jeg som barn

MADPAKKE

Jeg havde helt almindeligt rugbrød med ganske almindeligt pålæg med på madpakken, men ofte spiste jeg først, når jeg kom hjem fra skole.

SORG

Min største sorg var, da jeg gik i 1. klasse og min bedstefar døde. Jeg var ikke så gammel, men jeg kan tydeligt huske, hvor hårdt det var at miste ham.

BRANDERT

Min første brandert var til halfesten efter min konfirmation i foråret 1985. Vi drak rom og cola. Mine forældre syntes nok ikke, at det var helt i orden, så jeg fortalte dem heller ikke det hele. Når jeg ser tilbage på det, så begyndte vi lidt tidligt.

FORBILLEDER

Jeg så op til mange forskellige mennesker. I folkeskolen var det mine lærere Ruth Grønlund og Fru Rosseau, som var nogle rigtig dygtige lærere, der lærte mig meget. Senere blev de politiske forbilleder som Poul Schlüter og Ronald Regan.

UNDSKYLDNING

Jeg skylder en undskyldning til en dreng, der i en kort periode gik i min klasse på Tungelundsskolen, og som vi nok havde et skridts afstand til. Det var ikke, fordi jeg personligt var efter ham, men set i bakspejlet var det nok en, vi skulle have været bedre til at tage os af.

AMBITIONER

Jeg var ikke ret gammel, da jeg vidste, at jeg ville være politiker i en eller anden form. Erhardt Jacobsens engagement tændte en politisk gnist i mig og gav mig lyst til at arbejde med politik i en eller anden form. Jeg har altid været konservativ, og da jeg gik på handelsskolen stiftede jeg en lokalafdeling af KU (Konservativ ungdom, red.) i Thorsø.

FRITID

Jeg gik til håndbold og badminton, men jeg var klart bedst til badminton, hvor jeg også var træner i en periode. I fire år gik jeg til dans med naboens datter, Anne Sofie, indtil hun ikke gad mere. Det var jeg ked af, for jeg kunne godt lide at danse.