Den 26. april er der premiere i Horsens på årets Zirkus Nemo-forestilling. Det er nu 19 år, direktør Søren Østergaard, åbner for sit særegne, fjollede og absurde církus-show, der ikke findes mage til andre steder i verden. BT har mødt ham op til premieren.

For 40 år siden, da Søren Østergaard netop var begyndt på teaterskolen gav han sig selv et løfte: du må aldrig ende som sur gammel mand i faget.

»Jeg arbejdede en periode på Folketeatret som regissør. Jeg så for mange trætte skuespillere, der havde arbejdet i alt for mange år. De brokkede sig hele tiden over, at de skulle på scenen. Jeg lovede mig selv aldrig at blive sådan. Jeg gav mig selv 30 år som skuespiller,« siger Søren Østergaard.

I alder af snart 60 (fra og med den 11. maj) kan han konstatere, at det er lykkedes ham at holde sit eget løfte. Gennem 19 år har han tilegnet sommerhalvåret til jobbet som… ja, det er lidt svært at definere præcist udover, at han faktuelt er direktør for Zirkus Nemo.

Og vi kan konstatere, at Østergaard har ramt en åre med sin enestående blanding af artisteri i verdensklasse og vidunderlige (med tryk på ’underlige’) fjolleri og absurditeter. Nemo er vokset til et cirkus, der i volumen konkurrerer med de traditionelle Baldoni og Arena.

BT møder cirkusdirektøren i dennes galleri, der har til huse i en af pavillonerne i Kronprinsessegade på østsiden af Kongens Have i København. Østergaard er en stor samler og sælger af malerier og plakater, især cirkusplakater. Den helt store interesse er guldaldermalerier. Galleriet passer han i vintersæsonen ved siden af forberedelserne til årets Nemo-sæson.

»Jeg håber, at når jeg nu en gang bliver gammel og har overladt Zirkus Nemo til anden, kan sidde her og ryge cerutter og drikke et glas rødvin, småforsumpet, og snakke med folk, der kommer forbi – og handle lidt. Med kontanter, hvis det findes til den tid,« siger Søren Østergaard.

Foreløbig gælder det Zirkus Nemos sæson 2017 med kendte figurer som Smadremanden, Bager-Jørgen og den helt nye Baglænsmanden. Desuden diverse internationale topartister, tilføjet skuespiller Michel Castenholt.

»Jeg lavede en masse revy tidligere, Cirkusrevyen, Hjørring og Tivoli Revyen. Alle sagde: i år skal det være anderledes. Det siger de i øvrigt stadig. Der sker bare ikke rigtig noget nyt. Der er ikke skabt en ny stil i dansk revy siden Live Weel, undskyld mig,« siger Østergaard.

Han ville ud på absurditeternes hav, hvor han ikke kunne bunde.

»Mine figurer opstår som regel ud af det blå, intuitivt, ud af tilfældigheder, ting der pirrer mig. En enkelt gang tror jeg, at Lisbeth (Lundquist, Østergaards kone gennem 23 år) har været med til at skabe en af dem. Det må jeg hellere sige, ellers bliver hun skuffet, siger Østergaard.

En gang kørte Østergaard og hans første Zirkus Nemo-partner Anders Lund Madsen forbi Jørgens Bageri, og så begyndte de at grine af af noget, der bestemt ikke er sjovt i sig selv. Men så sagde Lund Madsen: 'Dansende wienerbrød'. I det samme vidste Østergaard, at han havde en figur.

Det første forsøg på at renovere revytraditionen, ’Østergaard og Jensens store hundecirkus’, som han drev sammen med Flemming Jensen gik rabundus, men Østergaard havde mod på mere. For selvom det gjorde ondt i økonomien, mærkede han, at han havde ramt et eller andet i sig selv – og andre. Men hvorfor i alverden griner vi af Bager-Jørgen?

»Selvom Anders (Lund Madsen, red.) og jeg mødte en del modstand, fornemmede jeg, at vores gøgl henvendte sig til et lidt andet, måske mere intellektuelt publikum, end jeg kendte fra revyerne. Nogle gange siger jeg, at det jeg laver er så dumt, at det kræver en vis intelligens at se det. Man skal give sig selv lov til at digte med, når man ser mine figurer, ellers er det håbløst.«

Det er ingen hemmelighed, at mange bliver sure, når de ser Zirkus Nemo. Netop fordi de ikke kan se det sjove i et dansende wienerbrød. Så bliver Østergaard også sur.

Er det ikke bare en pris, man må betale, når man laver show med kant?

»Det er min forbandede stolthed. Jeg bliver vred, når folk ikke bare tager det ind – og sidder dernede med korslagte arme og ser på mig som om, jeg er den største idiot nogensinde. Jeg er heldigvis blevet mere voksen, sidste år var der kun én der fik et fur. Det er jo åndssvagt, at man ikke bare glæder sig over, at der er 400, der griner, og fokuserer på ham, der sidder og sur.«

Forfængelighed?

»Ja da. Der er derfor, vi bliver kunstnere. For at få at vide, hvor fantastiske, vi er. Men ikke kun. Jeg ser det som et symptom på, hvad der i øvrigt finder sted i verden. Der er for lidt ånd i tiden,« siger Østergaard.

»Jeg var til et arrangement i Svendborg, hvor jeg optrådte som Bager-Jørgen sammen med Chili Klaus. En masse unge kom rendende og råbte 'Chili Klaus, Chili Klaus'... i mit eget cirkus. En mand, der kendt for at… spise chili på tv. Alt godt til ham. Men det tragisk, at vi her har en mand, der har brugt så mange år af sit liv bygge noget underholdning op, og så står der en chili-spisende mand, som de alle vil fotograferes med. Skidt med mit ego. Men sådan er det blevet med kunsten.«

Zikus Nemo sæsonen kører fra sidst i april til september. Et halvt år i en skurvogn og heldagsarbejde fem dage om ugen. Men næsten 60-årige Østergaard har ingen aktuelle planer om at kvitte.

»Det er hårdt. Ja. Men ikke, mens det kører, så lever jeg, kan ikke undvære det – faktisk irriterer det mig, at jeg er nødt til at køre hjem midt i det hele for at holde fødselsdag. Til gengæld er jeg træt, når jeg kommer hjem til Lisbeth efter den sidste aften i september. Når vi er færdige med at vaske tøj i lange baner, kaster vi os ind i bilen og kører ned til et bjerg i Italien, hvor jeg sidder nogle dage og foretager mig absolut ingenting, mens jeg bare kigger ud i luften.«