»Three is a magic number, yes it is, it’s a magic number.«

»Goddag. Det er Søren Fauli.«

Ja, hej. Du taler med Anders. Jeg vil høre, om du er interesseret i et 90er-interview?

»90erne? Det var jo den rene nedtur.«

Nedtur?

»Ja, den tid var ét stort moralsk forfald. Alt var dårlig underholdning, og alt det, vi troede på, forsvandt.«

Jamen, perfekt. Kan vi mødes et sted, der repræsenterer 90erne for dig?

»Det sted findes ikke. Men kom hjem til mig.«

LOG IND PÅ BT PLUS og læs femte del af 'Seks enere fra seks årtier. Denne gang interviewer vi Søren Fauli. Alt var bare dårlig underholdning, og der blev ikke skabt noget nyt, mener Søren Fauli om det årti, hvor han kæmpede for at opnå anerkendelse. Men de gamle hippier og 68ere på Filminstituttet havde svært ved at se det kunstneriske i hans film.

Alt var bare dårlig underholdning, og der blev ikke skabt noget nyt, mener Søren Fauli om det årti, hvor han kæmpede for at opnå anerkendelse. Men de gamle hippier og 68ere på Filminstituttet havde svært ved at se det kunstneriske i hans film.

»Three is a magic number, yes it is, it’s a magic number.«

»Goddag. Det er Søren Fauli.«

Ja, hej. Du taler med Anders. Jeg vil høre, om du er interesseret i et 90er-interview?

»90erne? Det var jo den rene nedtur.«

Nedtur?

»Ja, den tid var ét stort moralsk forfald. Alt var dårlig underholdning, og alt det, vi troede på, forsvandt.«

Jamen, perfekt. Kan vi mødes et sted, der repræsenterer 90erne for dig?

»Det sted findes ikke. Men kom hjem til mig.«

I sin villa er han ved at hænge billeder op. Han jokker rundt i T-shirt og cowboybukser.

For tiden har han stor succes med butikskæden Normal, der sælger billige dagligvarer. I 90erne kom han i kulturkredsene og forsøgte at slå igennem som kunstnerisk, prisvindende og anerkendt spillefilmsinstruktør, ligesom Lars von Trier og Thomas Vinterberg skulle blive.

Søren Fauli skabte humoristiske, selvironiske kortfilm med kunstnerisk potentiale. Blandt andet den dengang og i dag kultdyrkede ’De Skrigende Halse’ om hippiernes og punkernes egoisme og ’Forsmåelse’ om sin egen manglende anerkendelse. I filmkrogene blev der hvisket: »Han er det danske svar på Woody Allen. Hvis det ikke var for én ting: Søren Fauli er lidt for glad for penge.«

Så glad, at han lavede reklamer. Det mest uærlige, en kunstner kan beskæftige sig med. Og så endda chips-reklamer. Søren Fauli var manden bag de populære Kims-reklamer med den flabede direktør Jørgen, som stadig kører på fladskærmen.

Skildpadden og Polle

Den store deroute gør mig nysgerrig. Hvorfor endte han i reklamebranchen med at spille chokoladeskildpadde og lave ’Polle fra Snave’-reklamer og i 2002 filmen ’Polle Fiction’, som blev set i biografen af næsten 300.000 mennesker? Var ’den nye Woody Allen’ i virkeligheden helt igennem en 90er ironisk-figur, der mest gik op i fest og underholdning?

I villaen er Søren Fauli ved at finde kaffen frem. Han går lidt distræt rundt i rummene og sætter sig ved det lange spisebord.

»Jeg gik i skole i 70erne. Min generation var opdraget til, at reklame var ondskab. At reklamemænd var nogle onde købmænd, der prøvede at snyde pengene ud af lommerne på os. Det er en holdning, der stammer fra hippierne, så på en underlig omvendt måde blev det, at jeg lavede reklame, en provokation i samfundet og i kunstens verden.«

Han sidder med et smørret grin.

Et punkprojekt

Men du var punker i 70erne og 80erne, du kom ud af no future-generationen, du kom direkte ud af et oprørsmiljø, der ikke troede på pengenes magt?

»På sin egen bagvendte måde blev det i mit hoved til et punkprojekt at sælge ud. Jeg tror, jeg var vigtig i forhold til kommercialiseringen af samfundet. Jeg kendte hele kulturmiljøet og kunne overtale de bedste skuespillere til at lave reklamer. Ved at gå forrest var jeg med til at skabe det moralske forfald i 90erne.«

Alvor blandes med den selvironiske mine. For det moralske forfald, han selv var en del af, er noget, han paradoksalt – og helt alvorligt – ikke bryder sig om.

Hvad mener han egentlig med det?

Ideologierne døde

Lad os begynde med Berlin-murens fald og Vestens sejr over Sovjetunionen. Der var ikke længere noget fjendebillede. Troen på ideologierne var død.

Den nye ungdom gik ikke med i et generationsopgør som 60ernes hippieoprør, der fortsatte ind i 70erne, og 70ernes punkere, der tog et opgør med hippierne ind i 80erne, fortæller Søren Fauli.

»I 90erne skaber de unge ikke noget decideret nyt, der er revolutionerende. I 90erne er det meste kultur i større eller mindre grad reproduktion af noget tidligere. Og det er derfor, jeg siger: Der skete jo ingenting i 90erne. Og sådan har det været lige siden. Der er ikke for alvor kommet noget nyt. Når en samfundskultur reproducerer sig selv så hurtigt, at den reproducerer sig selv med det samme, så er det, at kulturen slutter.«

90erne var et genbrugsårti. Han bruger hiphop som eksempel. Hiphop blev for alvor mainstream i 90erne. Men hiphop var sampler-musik. Hiphop samplede gamle lydstykker og melodistumper og satte det sammen på en ny måde. Og det er et eksempel på 90ernes reproduktion.

Søren Fauli mener, at der ingenting skete, fordi ingen ville noget særlig alvorligt med det, de skabte. Tidens populærkultur kan da også synes tankefattig, selvom hiphoppen utvivlsomt skabte et sprogligt oprør, der fik gadesproget ind i tv og radio med seksuelle og maskuline overtoner.

»Stiv pik og håret tilbage, så hvad så dér,« rappede Jokeren fra Den Gale Pose.

Men udover forargede feministers harcelering over sprogbrugen havde hiphop ikke de store samfundsnedbrydende eller omvæltende formål. Det var dagen set fra brostenen, hvor rapperen stod.

Dengang i 90erne var der euro-poppen med simple tekster om at være ’Truly Madly Deeply’ forelsket eller feste på Ibiza med genrens skabagtige vokaler og up-beat melodier. Danske Aqua sang om ’Barbie Girl’. Me and My skrev landeplagen ’dubi-dubi-dubi-dub, yeah yeah’. Og hollandske Vengaboys sang: ’Boom, Boom, Boom, Boom!’

Parabolantenner og fordærv

Og monopolet blev for alvor brudt. Parabolantenner skød op, og fjernsynskanalerne blev flere og flere. Der blev fladdet foran flimmeren. Zappergenerationen zappede bare derudad i sofaen med fråderen på. Chipsposer og guldbajere nede fra døgneren gennempulede tarmsystemet. Der var ’Beavis & Butthead’ på MTV om to moralsk fordærvede teenagedrenge, der er gået til i skærmunderholdning i sofaen. Der var banale intriger i verdenssensationen ’Beverly Hills 90210’ på TV2. Der var kendte, der sprang ud i kropslige udfordringer i ’Fangerne på fortet’ på TV3. Og var den moralsk forfaldne heldig, så viste DR en Søren Fauli-film.

Det skete fra 1992 og frem.

Og dine film var ikke bare underholdning?

»I 90erne handlede alt om, at det bare skulle være skægt, så i og for sig er mine film ikke 90eragtige. Det kan godt være, at mine film var sjove, men jeg kom fra punken, og dér mente vi noget. Der var en alvor bag, for hvis der ikke var det, betød det ikke noget. Ellers blev det bare 90er-ironisk og Casper Christensen-agtigt. Så er det sjovt uden bund. Så betyder det ikke noget. Jeg er absolut ikke fan af standup-bølgen. For det er indholdsløst. Stand-uppernes humor handler ikke om noget. Tingene bliver ren form.«

Standup-komik blev tidens sort. I midten af 90erne fik Casper Christensen folkelig succes med ’Husk lige tandbørsten’. En fjoget vært, en kendt person og muligheden for at vinde en eksotisk rejse sikrede seertallene. Senere hittede han med ’Tæskeholdet’, og i slut-90erne hittede han sammen med Lars Hjortshøj, Lasse Rimmer og Frank Hvam med ’Casper & Mandrilaftalen’, der handlede om at tage pis på selvopfundne underlige eksistenser.

Dine film har da også rod i folkekomedier. I ’Den store kul-tur’ og ’Antenneforeningen’ er der da masser af falden-på-halen-humor?

»Det, jeg gjorde anderledes, var, at jeg havde en kunstnerisk legitimitet. Men distributører havde meget travlt med at kategorisere film, så hver gang jeg lavede en film, kom der pruttelyde med, fordi der opstod et krav fra dem om, at det skulle være sjovt hele tiden. Det har aldrig været mit mål, men jeg er blevet kategoriseret i komediegenren.«

Filminstituttet, som uddelte støtte til film, bestod primært af gamle hippier og 68ere, og de havde svært ved at se det kunstneriske i Søren Faulis film, fordi de var humoristiske og ikke skolet i det alvorlige og kunstnerisk navlepillende. Dermed var det ikke Søren Faulis film, der stød først på støttelisten.

Forbigået på parnasset

Han lavede også en sjov og alvorlig film, der hedder ’Guitarfascisten’. Den handler om en solidarisk hippie, der skal optræde ved et indvandrerstøttearrangement. En dag flytter en indvandrer ind i hans opgang, hvor den solidariske hippie bor. Indvandreren viser sig at være en hamrende god guitarspiller. Så god at den solidariske hippie bliver misundelig. Ved indvandrerstøttearrangementet vælger han derfor at spille en racistisk sang.

»Senere lavede Anders Thomas Jensen en film, som hed ’Valgaften’. Og det var dybest set den samme film. Og så vandt han en Oscar for den. Jeg gjorde ikke. Min film havde ingen nogensinde hørt om.«

’Valgaften’ vandt i 1999 en Oscar-statuette som bedste kortfilm.

»Jeg vinder aldrig noget. Jeg har altid været god til at være fremsynet. Gøre noget før de andre. Jeg har tit haft en idé, der var helt genial, og der var ikke nogen, der kunne se det før nogle år senere.«

’De skrigende halse’ blev vist af DR første gang i 1993. Det var det mindst sete tv-drama nogensinde på DR. Anmeldelserne var elendige. Et par år efter var filmen kult og anerkendt, og det er den stadig. I 1995 instruerede Fauli kortfilmen ’Forsmåelse’, hvor seeren også bliver i tvivl om, hvorvidt han mener det, eller om det er for sjov. ’Forsmåelse’ handler om, at Søren Fauli blev overset. At Thomas Vinterberg med filmen ’Drengen der gik baglæns’ vandt 17 internationale filmpriser og blev hyldet som Danmarks kunstneriske talent, mens Søren Faulis ’De skrigende halse’ blev fuldstændig forbigået på parnasset.

Pruttelyd

»’Drengen der gik baglæns’ var en ikke-farlig, pæn film. Thomas Vinterberg repræsenterede det, hippierne gerne ville have. Hvis man gør det på den rigtige måde, så bliver man belønnet. Men det var ikke sådan, at jeg havde en beef med ham. Vi kendte til hinanden, fordi han også brugte Martin Brygmann og Thomas Bo Larsen, ligesom jeg før det havde gjort i ’De skrigende halse’, og han brugte også den samme manuskriptforfatter Bo Hr. Hansen. Og hans film, som havde samme hold, vandt priser over hele verden.«

Fauli laver en pruttelyd med tungen. Han fik heller ikke et opkald, dengang Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring offentliggjorde det kunsteriske manifest Dogme95. Her var 10 dogmer for, hvordan man måtte lave film. Dogmerne førte til øjeblikkelige succeser som ’Festen’ og ’Idioterne’, der igen vandt masser af priser.

»Jamen, jeg var sur over, at jeg ikke blev taget med. Vinterberg har sagt, at han havde nævnt mig til at blive inviteret med, og så havde Lars von Trier sagt: ’Nej, han vil have for nemt ved det’. Og det havde jeg også haft.«

Var du ikke bare en bitter mand?

»Det handlede nok om mine egne neuroser. Jeg var i det hele taget bitter. Og det hører med til at være i begyndelsen af 30erne. Man er utålmodig og frustreret. Hvorfor har jeg ikke fået hul igennem? Jeg blev ikke anerkendt for noget som helst.«

Han rejser sig og går frem og tilbage i den store stue, mens han snakker.

»Jeg var vildt dårlig i folkeskolen. Jeg var adhd-barn, det er virkeligheden, det er ikke bare for sjov. Jeg har papirer på, at jeg blev taget op på børnepsykiatrisk afdeling, fordi mine forældre ikke kunne finde ud af, hvad det var med mig. Og efter konsultationen kunne de ikke konstatere noget. For dengang fandtes diagnosen ikke, så jeg blev lidt klassens klovn. Ham, der sagde noget sjovt og dumt, den dér naive karakter.«

Et gennembrud fik han i hvert fald med biografsuccesen ’Polle Fiction’ fra 2002, som mange afviste som plat. Havde Søren Fauli givet op? Ja, men ikke i forhold til, hvem han selv var. Og så havde han bare en anden smag. Mens de andre instruktører så europæiske kunstfilm, var Søren Fauli mere til action.

Du fortalte, at Casper Christensen var en bedre 90er-repræsentant end dig. Men med reklamer, actionfilm og materialistiske glæder og masser af humor. Er du så i virkeligheden ikke meget 90er?

»Jo, det kan i virkeligheden godt være, du har ret,« siger han lidt travlt. Han skal have hængt det sidste billede op. I aften kommer der gæster til middag.

Sådan var 90erne

Den kolde krig er overstået, men nye varme krige opstår i Mellemøsten og på Balkan med USA i hoved- og biroller.

Saddam Husseins overskæg (foto)er på alles læber, mens krigen i Jugoslavien sikrer Danmark en billet til EM i fodbold 1992. Danmark vinder, og fodboldfeberen er massiv op gennem 90erne.

Der er høj arbejdsløshed i begyndelsen af 90erne, men tiderne skifter. Statsminister Schlüter skiftes ud med socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen (foto), som folkeligt nyder godt af det pludselige økonomiske opsving og den lavere arbejdsløshed.

Optimismen kan spores i tidens musik og film: Europoppen brager ud af ghettoblasterne, og biograferne bugner med amerikanske fjollekomedier og tv-serier. Video- og computerspillene er obligatoriske på børneværelserne, mens computerspillene og fjernsynet får konkurrence af bippende modem, der ringer internettet op.

Midt i al underholdningen kommer danske kunstfilm på verdenskortet. Både ’Pelle Erobreren’ og ’Babettes gæstebud’ vandt i slutningen af 80erne en Oscar, og i 1995 tager Dogme95 opmærksomheden. Filminstruktørerne Lars von Trier og Thomas Vinterberg bliver snart inviteret til de røde løbere i Cannes. Søren Fauli er ikke til stede . . .