Søren Espersen har tidligere kaldt det en selvfølgelighed, at kulturministeren skulle med til EM i Ukraine. Men nu opfordrer han Uffe Elbæk til at blive væk.
Først mente Dansk Folkepartis Søren Espersen, at kulturminister Uffe Elbæk burde tage til Ukraine og se fodbold. Men nu mener han det stik modsatte, skriver bt.dk.
Sidste i april sagde Søren Espersen:
- Selvfølgelig bør Uffe Elbæk tage af sted. Han er kulturminister og bør være til stede for at støtte vores fodboldlandshold.
Forud for Søren Espersens kommentarer på det tidspunkt havde Per Stig Møller (K) og den tyske kansler Angela Merkel givet udtryk for, at EM burde boykottes, hvilket Søren Espersen kaldte dobbeltmoralsk.
Men torsdag fik piben en anden lyd. Dansk Folkepartis markante udenrigsordfører støttede på partiets vegne op om Folketingets Udenrigsudvalgs opfordring til Uffe Elbæk om at blive hjemme.
- Med udgangspunkt i de forværrede forhold for menneskerettighederne i Ukraine opfordrer flertallet indtrængende ministeren til ikke at deltage ved EM i Ukraine, lød det i erklæringen, der fik støtte fra Venstre, De konservative, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
Sprørgsmål: Søren Espersen, mener du så, at Uffe Elbæk skal tage afsted nu?
- Det mener jeg bestemt ikke. Jeg har lidt svært ved at genkende det citat der. Men det er i hvert fald forkert at tage derover mutters alene og stå og blomstre, når de andre ikke vil med. Jeg går ind for, at vi fører vores egen udenrigspolitik. Men her gør vi ondt værre, hvis vi tager alene afsted, siger Søren Espersen til bt.dk.
Kovendingen møder kritik fra Socialdemokraternes Europa-ordfører Jens Joel:
- Det er hyklerisk af Espersen. Han stiller sig bare det sted i debatten, der passer med, hvordan vinden blæser, siger han.
BNB