Søren Dahl snakkede og præsterede sig til tingene i de unge år, og da han blev kæreste med en vidunderlig pige fra Klitmøller, var han så heldig ikke at få tæsk af de unge lokale fiskere, han fik i stedet et hold, han altid kunne ringe til

1. Et ubrydeligt sammenhold

Vi boede i et rækkehus i Mølleparken i Thisted, far, mor og seks børn. Jeg sov I soveværelset med far og mor, og mine fire brødre delte to værelser, et af dem i kælderen. Min søster havde sit eget værelse, hvilket vi alle var noget jaloux over. Min ældste bror Bjarne blev uddannet i en gardinforretning og arbejdede sammen med Lars Larsen. Bjarne fik senere sin egen forretning i Frederikshavn. Min fantastiske søster Elsebeth har været skolelærer, og ved siden af Jørn, der blev lærer og siden skoleinspektør. Bagest til venstre er Mogens, som er uddannet klassisk dirigent. Han har et enestående sted i København – Mogens Dahl koncertsal, på Islands Brygge – der er et af Europas førende steder for kammermusik, og et meget benyttet sted for konferencer. Han kunne læse og spille de sværeste stykker i musiklitteraturen i modsætning til lille mig, der sad derhjemme og prøvede at lære tingene udenad. Den sidste på billedet er Lars, søskendeflokkens klippefaste støtte. Han er uddannet mekaniker og er i dag Skodaforhandler i Thisted – LD Auto. Der var gang i den i søskendeflokken, især når vi var alene hjemme, og mine forældre gav Elsebeth opgaven at skulle holde styr på os – en urimelig arbejdsdeling. Der blev festet, danset limbo under kosteskafte, hørt Cliff Richard, Tommy Steele og Elvis Presley, og jeg måtte være oppe sent, hvis jeg ikke sladrede til mor og far. Sammenholdet i søskendeflokken har altid været ubrydelig og er en livslang følelse af samhørighed.

2. Ville blive hjemme hos mor

En af mine første erindringer i livet var, at jeg sad og trykkede på en tangent igen og igen. Jeg syntes det var den smukkeste lyd. Der fik jeg en klang i mig, som altid er der, også når der slås sving i tilværelsen. I hjemmet havde vi udover klaveret en radio, og efter at Kennedy i 1963 blev skudt, fik vi også tv og en grammofonspiller. En jul, hvor jeg var fire eller fem år, kom min mor hjem og så mig siddende på gulvet med alle de åbnede pakker fra en pakkekalender, længe inden juleaften. Der var ikke noget at gøre, jeg sad i et orgie af små pakker, og der var sikkert små æsker med rosiner i de fleste af dem. Men jeg fik ikke skældud over det. Da jeg var fem år, forsøgte min mor at få mig i børnehave men jeg gjorde mig så utilbens og råbte og skreg. Efter et par måneder måtte hun tage mig ud af Dronning Louises børnehave igen, for jeg ville blive hjemme hos min mor. Naboens jævnaldrende datter Lene var også hjemme, og det var da klart at foretrække.

3. Fra tæsk til bedste venner

Da jeg var syv år, var der ingen vej tilbage, jeg måtte væk hjemmefra og i 1. klasse. Jeg var meget utilfreds med det, men også spændt. Jeg kom i 1. A på Borgerskolen i Thisted, og hold nu fast: Der var 36 elever i klassen – det var landets største centralskole med 1650 elever. Jeg tænkte, at nu måtte jeg kæmpe for min plads. Jeg konkurrerede med Lars Stærbo om at kunne læse og skrive først, men det havde jeg faktisk lært hjemmefra af mine søskende. Vi havde den mest elskelige klasselærer Frøken Poulsen, Hun lærte os om fælleskabet, om sproget, om naturen, om fuglene, om blomsterne og de danske sange. Da jeg var midt i tyverne mødte jeg en gammel klassekammerat, for hvem det ikke var gået godt, på et værtshus i Thisted. Han kiggede op på mig over en elefantøl og sagde: »Hvad fanden, det er jo Søren, kan du huske Frøken Poulsen?«, og så sang han alle syv vers af: ’Jeg bærer med smil min byrde’. Rørende, ikk? Mine brødre har fortalt mig, at man samlede de rødhårede ind i frikvartererne, og smed dem ned i en gammel bunkers med et trælåg over. Det låg blev der trampet på bagefter. Det faktum at jeg både var rødhåret og gik i søndagsskole, betød at jeg var jaget vildt. Jeg måtte hævde mig på andre måder: Jeg kunne spille klaver, læse og skrive og var god til sport. Det var mit held. Senere flyttede vi sognegrænse og jeg kom til en mindre skole i et kvarter med mange børn fra mere velhavende hjem. Der mødte jeg tandlægens søn Peter, som var den førende alfahan i klassen. Allerede første dag i andet frikvarter inviterede jeg ham ud i skolegården, så han kunne få nogle tæsk. Vi var nede at ligge i en vandpyt og rulle lidt rundt, og så fik vi ligesom sat det på plads. I dag er vi de bedste venner.

4. Bordbøn og ingen alkohol

Da jeg skulle konfirmeres, havde jeg lige vundet en 12er i tips. Min kloge bror Jørn gik i gymnasiet. Han røg pibe og læste bøger i stakkevis. Det var jeg meget imponeret over. Han holdt øje med tips-lørdag og min tipskupon og kunne, da jeg kom hjem, fortælle mig, at jeg havde fået en 12’er. Det var det højeste man kunne få dengang og jeg var henrykt. Den weekend blev der planlagt nye vinduer i huset og rejser. Aftalen var, at jeg tippede i min mors navn og vi delte præmien. Da det blev mandag kom præmien, og der fortog smilet sig. Vi havde vundet 1400 kr. Det var mange penge, men i forhold til forventningen ingenting. Jeg købte en cykel og resten blev brugt til min konfirmationsfest på Sjørringvold hotel. Jeg kommer fra et kristent hjem, og konfirmationen og dåbsbekræftelsen betød en hel del for min forældre.. Da jeg var lille, bad vi bordbøn, og der blev ikke serveret alkohol til familiefesterne. Det ændrede sig, da min kære svoger Ib kom ind i familien. Mine forældre blev mere grundtvigianske, og der kom øl og snaps på bordet.

5. Snakkede og præsterede mig til det

Her var jeg blevet student, og jeg står med min far og mor. Min far, Gunnar Dahl, var uddannet farvehandler og trædrejer. Han ejede en overgang en farvehandel i Hurup, og blev senere tæppehandler i Thisted. Min mor Emma Krogsgaard Dahl var uddannet sygeplejerske, og arbejdede som hjemmesygeplejerske. Studenterhuen tog jeg på for mine forældres skyld. Det var tre skønne år i gymnasiet. Jeg gik på musikmatematisk linje, var med til skolekomedierne, på atletikholdet, og jeg løb en stærk 100 meter. Jeg tror, pigerne syntes, jeg var o.k., selvom jeg ikke var nogen skønhedsåbenbaring. Jeg forsøgte at snakke og præstere mig til tingene. Jeg blev kæreste med en vidunderlig pige ude fra Klitmøller – en ægte Hawbo. Hun var datter af en af de lokale, og det passede ikke de unge fiskere – man skulle fan’me ikke løbe med deres damer. Men jeg havde langt hår, var lidt pjusket og musiker, og så kunne jeg spille på guitar og synge/fortælle Arlo Guthries: Alice’s Restaurant, og vupti, så blev jeg sådan en, som de forsvarede i stedet for. Havde jeg brug for dem, kunne jeg bare ringe til dem .

6. Kørte med de døde

Indskrevet ved det danske musikkonservatorium. Ja, så lykkedes det. Mors dreng kom på konservatoriet, efter at have læst musik på universitetet på Aalborg. Det var for teoretisk for mig. Omkring den tid arbejdede jeg nogle måneder som portør på Thisted Sygehus. Det var en sjov tid, og det var for det meste levende patienter, jeg kørte med, men altså også døde, der skulle køres ned i ‘seks timers rummet’. Første gang jeg skulle være alene på en aftenvagt var skræmmende. Det var ikke sjovt at køre med lig i de lange underjordiske hospitalstunneller, selvom dem, jeg transporterede var ret fredelige. Det gode og lærerige ved jobbet var, at jeg kom til at tale med en masse mennesker. Vi var ikke en del af behandler- og plejepersonalet men under de lange transporter med patienter til behandlinger og undersøgelser gik snakken jo med mennesker der kunne være ængstelige, bange eller måske bare havde brug for en god snak. Det blev måske også den ubevidste kim til Cafe Hack senere.

7. Brødre i ånden

Jacob Haugaard er en meget kær ven gennem mange år. Jeg lærte Jacob at kende tilbage i firserne. Jeg skrev musikken til Finn Nørbygaards og Jacobs film Jyde-kompagniet 3. Jacob og jeg har altid talt godt sammen, og vi havde først i halvfemserne band ’Jacob Haugaard & Co.,’ Det var i øvrigt i den periode Jacob blev alkoholfri. Han har 25 års jubilæum i år – Sejt gået! Han stoppede også med at ryge på det tidspunkt, da vi var på turne, og så blev han så vanskelig. Vi var nødt til at sige ham: Du er nødt til at begynde at ryge igen. Så mange ting kan man ikke ændre så hurtigt. Siden er han blevet røgfri. Sammen med min soulmate og kompagnon, Kristian Borregaard er vi brødre i ånden.

8. Det mest lyttede på DR

Cafe Hack, det mest lyttede program på DR i de seneste 14 år, eksisterer stadig og lytterskaren er stor på de nye platforme. Over en kvart mio. Lyttere og brugere finder ind til alle formaterne. Programmet kan igen høres på FM på Classic FM, og desuden på Yousee-info. kanal yousee App. Samt på hjemmesiden www.dahlpaahack.dk hvor man også kan læse om alle aktiviteterne omkring programmet. Fornylig var Julie Zangenberg med. Hun er aktuel med en kogebogen ’Kærligheden til mad’, og i løbet af udsendelsen rørte vi en forrygende bearnaise på scenen. Klippet kan se på vores facebook-side DAHL på HACK.. Julie elsker god, spændende og veltilberedt mad, uanset om det er sundt eller knap så sundt.

9. Det allervigtigste i livet

Det allervigtigste i livet er mine to børn. Her et billede af dem, da de var yngre og guddommeligt smukke. Martin er i dag 16 år og Niels 18 år. De er hele omdrejningspunktet i mit liv. Jeg har skrevet selvbiografien 'Med fanden i Hælen', der er fortællingen om min barndom, en fortælling om en anden tid, og ikke mindst deres bedsteforældre, som de aldrig nåede at møde.