Afdøde Paulus Wildeboers fire år som dansk landstræner blev ledsaget af kritik fra både svømmere og trænerkolleger. ’For hård træning og barsk retorik’, lød nogle af skudsmålene, der gav et billede af Paulus Wildeboer som en rå bassinbisse. Her fortæller hans søn Olaf Wildeboer om, hvordan han oplevede Paulus Wildeboers ’regeringsperiode’ i Danmark. Om sin fars arbejdsraseri, der gik ud over humøret.

»Jeg tror, at Paulus ankom på et tidspunkt, hvor han var på toppen af karrieren som træner, men ikke som menneske. Han kom ind i nogle dårlige rutiner. Han arbejdede et vanvittigt antal timer og var ikke god til at uddelegere opgaver. Han havde en mere old school-tilgang og ville gøre tingene på sin egen måde, fordi han ikke mente, at andre kunne gøre det lige så godt. Han var stresset og tog det med sig overalt. Tog det med til træning, tog det med i sit forhold til de andre danske trænere, som han kom i nogle små krige med. Han ville ændre det hele og passede ikke på sig selv.«

»Jeg har trænet med ham i næsten 14 år og oplevet ham derhjemme. Jeg har set ham i forskellige perioder. Når jeg ser på billeder af ham efter, han gik bort, kan man se, at de år han var gladest var før, han blev landstræner og før de sidste år i Spanien. Det blev for meget elitesvømning.«

Så det indtryk danskerne fik af ham var ikke sådan, han var i dine øjne?

»Paulus havde aldrig været sådan. Han kom ind i en slags tunnel, hvilket jeg tror skyldtes, at han aldrig slappede af. Det påvirkede hans humør. Jeg husker ham som en mand, der havde en vanvittig stor energi og som altid hjalp alle. Jeg ville have elsket at se ham sådan i Danmark. Han vidste godt, at noget var galt, og jeg tror også, at det var en af grundene til, han stoppede og flyttede til Australien.«

Påvirkede det dit forhold til ham?

»Vi var meget tætte, men jeg havde nogle konfrontationer med ham. Jeg var nok en af de eneste, der kunne sige ham imod, fordi jeg kendte ham. Han kunne ryge ind i en dårlig rutine og kunne ikke altid komme ud af den. Det blev en ond spiral.

Man fik et andet indtryk af ham i Danmark, men jeg tager hans bedste år med mig. Den måde, han gik til svømmerne på, den måde han gik til forældrene på og den måde, han arbejde med folk på. Hvad han viste de fire år i Danmark var ikke den måde, han havde arbejdet på i de forrige 24 år.«