Marin Skender har markeret som en profil i sine to sæsoner hos SønderjyskE, og det belønner sig. Kroaten har netop fået forlænget sin kontrakt til 2016.
Den 35-årige målmand havde i forvejen kontrakt til 2015, men hans gode præstationer har altså fået sønderjyderne til at forlænge med et år, fortæller klubben på sin hjemmeside. Sportschef Hans Jørgen Haysen er yderst tilfreds med forlængelsen.
- Marin Skender er bedre end nogensinde, han er aldrig skadet og trives i øvrigt godt sammen med familien i Haderslev. Derfor var det indlysende, at vi skulle forlænge samarbejdet med yderligere en sæson. På banen er han med sin autoritet en tryg og sikker sidste skanse i det lyseblå forsvar, og vi er rigtig glade for, at han ønskede at fortsætte hos os, fortæller Haysen.
Skender oplever for alvor sin karrieres andet efterår. Tilbage i perioden 2001-2009 stod han for NK Osijek i den bedste kroatiske række og oplevede endda at blive inviteret med i landsholdslejren i 2006.
Del: