br> Natten til torsdag blev der kastet en brandbombe mod foreningens lokale i Ulkebølcenteret i Sønderborg. Men molotov-cocktailen knuste kun det yderste lag glas i vinduet og brød i brand udenfor.

Natten til Kristi Himmelfartsdag forsøgte gerningsmændene igen. Denne gang gik brandbomben gennem det resterende glaslag i ruden.

Til gengæld knustes flasken med benzin ikke, så gerningsmanden måtte hælde en brandbar væske ind gennem vinduet og tænde manuelt.

"Jeg er sikker på, at det er de samme personer, der står bag alle tre brandattentater. Ved den første brand i august sidste år skete der skader for ca. 1 mio. kr.," siger formanden for Den Arabisk-Danske forening, Fouad Taha.

Foreningen tællet ca. 200 medlemmer. Ulkebølcenteret, hvor foreningslokalerne ligger, er et butikscenter til boligbebyggelsen Stenbjergparken. Lokalerne fungerer også som moské.

Ifølge Fouad Taha har foreningen ikke modtaget nogen aktuelle trusler, bortset fra at beboerne i Stenbjergparken har klaget over, at foreningen har til huse i området.

Brandbomben natten til fredag blev kastet kl. halv tre. At brandskaderne kunne begrænses til en gulvspand, en mobbe og en barnestol skyldes, at foreningens opsynsmand bor i lejligheden ved siden af. Han fik hurtigt slukket branden og så en maskeret person flygte fra stedet.

Kriminalpolitiet i Sønderborg ser med alvor på attentatet. Der er ingen konkrete spor. Og politiet ved ikke, om attentaterne er forøvet af folk udefra, der af racistiske grunde vil foreningen til livs, eller om der er tale om et internt opgør.