SVERIGE: Selv om svensk politi fortsat ingen spor har i sagen om den 19-årige dansker, der siden onsdag har været forsvundet, håber man fortsat at finde ham i live.
Det oplyser Stina Lindmark, informationsmedarbejder fra Norrbotten Politi, til DR Nyheder.
Eftersøgningen fortsætter frem til mørkets frembrud tirsdag aften, men hvornår myndighederne vælger helt at indstille eftersøgningen, vil Stina Lindmark ikke udtale sig om.
Den 19-årige blev meldt savnet af sin ven onsdag, da han ikke som aftalt vendte tilbage til sin teltlejr efter en tur til Allak-toppen i det nordlige Sverige.
Vejret i området er i øjeblikket mildt, men landskabet byder på udfordringer i forbindelse med eftersøgningen.
- For markpatruljen er det et frygtelig vanskeligt terræn, nærmest uigennemtrængeligt, siger Tony Kvickström til det svenske nyhedsbureau TT ifølge DR Nyheder.
BNB