Politiet har fået tip om, at Marianne Pedersens blå Ford Mondeo TL 23 172, som Peter Lundin og hans far Ole Lundin kørte rundt i efter at Marianne og børnene forsvandt sporløst fredag 16. juni, er blevet set ved søen.

"Vi har fået henvendelser, der tyder på, at bilen er blevet set derude, men vi vil ikke oplyse nærmere om dét," siger vicekriminalinspektør Niels Kjøller, Hvidovre.

Ud for søen er en rasteplads, hvor man nemt kan parkere og gå hen til søen.

Der er mere end 40 små og store søer i området Måløv, Jonstrup Vang, Smørumnedre og Pederstrup, så søen ved Smørum Parkvej er nøje udvalgt af politiet.

Foreløbig har Beredskabskorpset kun fået ordre på at tømme den ene sø, der formentlig rummer mellem 25.000 og 30.000 kubikmeter vand:

"Når vi har resultatet, vil vi tage stilling til, om andre søer skal tømmes," siger Niels Kjøller.

Dykkere har forgæves ledt i søen, der har et meter-tykt lag slam i bunden. Derfor har politiet besluttet, at søen skal tømmes helt, og slam-laget formentlig graves igennem med gravemaskiner.

Slamlaget er en til halvanden meter tykt. Hvis der er sække med ligdele, våben eller andre genstande fra mordsagen i søen, kan de være sunket ned i slamlaget.

Et entreprenørfirma er klar til at grave søbunden op, og slamlaget bliver lagt op ved sø-bredden og ledt igennem.

Med to store pumper begyndte Beredskabskorpset i går at tømme søen for vand. Dyk-pumperne, der hver kan pumpe op til 6.000 liter vand i minuttet, kører i døgndrift, og Beredskabskorpset bedømmer, at søen er tom i løbet af to-tre døgn. Søen er ca. 100 meter lang, 50 meter bred og fem-syv meter dyb.

Beredskabskorpset råder over i alt 12 af de store pumper, seks hos Beredskabscenter Nordsjælland i Hillerød og seks på center Sydsjælland i Næstved - men det kan ikke nytte at sætte flere pumper ind:

"Vi skal af med vandet igen. Det bliver pumpet over i grøfter til afvandingssystemet, og grøfterne kan ikke tage mere end de 10 kubikmeter i minuttet, vi pumper i øjeblikket - ellers løber grøfterne over, og så ville vi lave oversvømmelser i området," siger chefen for Beredskabscenter Nordsjælland, kolonnechef Jørgen Holst Hansen.

Ved 17-tiden i går havde pumperne sænket vandet i søen med en halv meter. De to pumper trykker de ca. 10.000 liter vand i minuttet gennem 50 meter lange og 15 centimeter tykke, såkaldte "F-slanger". Strømmen til pumperne kommer fra en stor generator, der er "pakket op" på den lastvognscontainer, der til daglig står udrykningsklar hos Beredskabskorpset.

Inden pumpearbejdet gik i gang, måtte værnepligtige fra beredskabskorpset i gang med at fylde sandsække, så vand-tilløbet til søen fra mosen "Storemose" kunne dæmmes op.

Tømingen af søen sker efter konsultation med Københavns Amt og kommunerne i Ledøje-Smørum og Ballerup, hvis miljøafdelinger følger pumpearbejdet. Når vandstanden er så lav, at fiskene ikke længere kan være i søen, bliver de samlet op og sat ud et andet sted:

"Vi forsøger at gøre det her uden at skade naturen," siger efterforskningslederen, kriminalinspektør Niels Larsen.

Hvis tømningen af søen i Måløv ikke giver resultat, vil politiet måske undersøge slagge-bjerget fra Vestforbrænding. Renovationsfolk fra Rødovre Kommune har tre gange hentet tunge affaldssække fra huset på Nørregårdsvej 26 i Rødovre, dels en tung sæk fra affaldsstativet og to gange sorte affaldssække som storskrald, der var stillet ud på fortovet.

Onsdag 21. juni var der seks sække, men skraldefolkene lod to af dem stå, fordi de stank af råddent kød. Onsdag 28. juni blev der hentet flere sække, og da de blev presset sammen i renovationsbilen, løb der blod-agtig væske ud fra dem.

Dét kan betyde, at ligene - helt eller delvist - er endt på Vestforbrænding, hvis mere end 1.000 grader varme ovne kun efterlader slagger.

Inden politiet eventuelt går i gang med at gennemsøge slaggebjerget hos Vestforbrænding, der rummer omkring 50.000 ton slagger i Holme Olstrup ved Næstved, vil politiet have en juridisk vurdering fra statsadvokat Erik Merlung, om det er nødvendigt for en retssag at lede efter ligrester i slaggerne.

Spørgsmålet er også, om DNA-materiale i eventuelle slagger har overlevet - sådan at retsmedicinerne er i stand til med 100 procent sikkerhed at identificere eventuelle rester fra Marianne Pedersen eller hendes sønner.

Politiet har stadig ikke afhørt de to sigtede, Peter Lundin og hans far Ole Lundin. De nægter at tale med politiet og er frivilligt gået med til en fængsling frem til 2. august.

Men politiet håber, at de vil gå med til en afhøring, inden fristen udløber. Politiet har samlet så meget nyt materiale, som de to sigtede skal have chancen for at give en forklaring på.

"Vi håber på en fornuftig dialog med dem inden fængslingsfristen udløb," siger kriminalinspektør Niels Larsen.