Socialdemokratisk glæde over lille fremgang
Socialdemokraterne får den bedste meningsmåling siden maj med 21 procent af stemmerne. Det går den rigtige vej, siger partiets politiske ordfører.
Socialdemokraterne får den bedste meningsmåling siden maj med 21 procent af stemmerne. Det går den rigtige vej, siger partiets politiske ordfører.
Det går ikke godt, men det går i det mindste bedre.
Sådan kan man opsummere situationen for Socialdemokraterne, der ifølge det nye politiske indeks fra TNS Gallup ville få 21,0 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag.
21 procent er ikke meget for det store regeringsparti, men det er alligevel mere, end de fleste af den seneste tids meningsmålinger har tildelt partiet. Derfor er politisk ordfører Magnus Heunicke da også tilfreds med Gallup-målingen.
- Jeg er tilfreds med, at går fremad. Men niveauet er naturligvis stadig ikke er godt nok, siger han.
Socialdemokraternes helt store problem er, at regeringsblokken fortsat er langt efter oppositionen i meningsmålingerne. Gallups politiske indeks giver den blå blok 53,3 procent af stemmerne og dermed en komfortabel valgsejr med 93 mandater.
- Vi skal i gang med at trække stemmer over midten. Venstre er vores hovedmodstander, og deres politik handler lige nu mest om nemme løsninger. Men jeg er sikker på, at vælgerne vil vende tilbage, efterhånden som de ser de resultater, som regeringen leverer, siger Magnus Heunicke.
Hvis der var valg i dag, ville Venstre fasttømre sin position som Folketingets største parti med 31,7 procent af stemmerne og hele 56 mandater. Socialdemokraterne står til sammenligning til 37 mandater - det laveste siden folketingsvalget i 1915.