Danmarks håbefulde studenter springer i disse dage ud overalt i landet og kan - forhåbentlig da - høste de sødeste frugter fra kundskabens træ og bruge resultaterne fra de afsluttende eksaminer til noget godt.
Blandt de mange tusinde håbefulde er der dog nogle, som i helt særlig grad skiller sig ud: Superstudenterne, som scorer den ene topkarakter efter den anden.
Onsdag kunne huen sættes på superstudenten Marieke van Beests hoved på Ørestad Gymnasium på Amager. 19-årige Marieke kunne kort før middagstid se frem mod en velfortjent sommerferie efter at have høstet det sidste 12-tal i rækken og altså endnu en topkarakter. Denne gang i oldtidskundskab.
LÆS OGSÅ:
Det færdige eksamenspapir for alle fag lyder på ikke færre end 27 12-taller og fem 10-taller til Marieke van Beest. Det giver, når der ganges op med bonus-faktoren, et gennemsnit på svimlende 13,1!
Så det var en pavestolt mor, Christel Løvet Overgaard, der sammen med den øvrige familie kunne sige til lykke til datteren og fejre resultatet med en god frokost på Café Kystens Perle på Amager.
Marieke van Beest, hvis far er hollænder, begynder efter sommerferien på fysikstudiet på Københavns Universitet. Det var ellers tæt på, at det skulle være på det berømte og fornemme Oxford University, hvor hun var med helt til målstregen i opløbet om en af de kun 16 eftertragtede pladser på studiet.
- Marieke var med blandt de sidste 50 studerende, der havde søgt optagelse på Oxford, og hun var til nogle prøver og interviews i december. Ved den sidste sortering kom hun dog ikke med, så hun starter på KU, efter hun har været på sommerferie i Ecuador, fortæller hendes mor, Christel Løvet Overgaard, som er operationssygeplejerske, mens superstudentens far er sømand og officer.
Den glade student erkender selv, at hun er lidt af en bognørd.
- Ja, jeg tror nok mine venner ville sige, at jeg var fuld af løgn, hvis jeg påstod det modsatte. Jeg er i hvert fald ikke kommet sovende til det, siger Marieke med et grin.
Hun glæder sig til sommerferien, men lige så meget til fysikstudiet, som er hendes store lidenskab. Så meget, at hun for halvanden måned siden deltog i en landsdækkende konkurrence, hvor hun med sit bidrag om relativitetsteorien blev nummer fire af alle deltagere.
- Jeg vil læse fysik, fordi det er enorm spændende. Jeg vil meget gerne være forsker og synes, det er fantastisk at kunne forske i, hvordan alting hænger sammen, siger Marieke, som udover relativitetsteorien særligt interesserer sig for kvantemekanik.
- Vi er selvfølgelig rigtig stolte, men jeg går nu ikke så meget op i det dér med tal. Det vigtigste er, at man er et godt menneske, siger den stolte mor Christel Løvet Overgaard.
- Marieke har faktisk altid haft evner inden for de mere bløde fag, men det er de hårde fag, der interesser hende. Så det er fint, at hun forfølger det, hun gerne vil.