USA: Beboere i den amerikanske delstat New York vågner onsdag op til et snedækket landskab.

I løbet af det seneste døgn er der faldet mere end halvanden meter sne, og guvernør Andrew Cuomo har erklæret undtagelsestilstand i flere områder, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge det amerikanske meteorologiske institut, National Weather Service, var det forventet, at der ville falde omkring en meter sne flere steder. Særligt de vestlige dele af New York omkring byen Buffalo er hårdt ramt, da der her er registreret helt op til 1,8 menter sne.

I Erie County i det vestlige New York har de store snemængder ført til flere dødsfald. En person har mistet livet i en trafikulykke, mens to er omkommet af hjerteslag, mens de har skovlet sne.

Vejrudsigten melder om mere sne de kommende dage, og nationalgarden er sat ind for at hjælpe indbyggerne i New York gennem de ekstreme vejrforhold.

Det er ikke kun i New York at vinteren har gjort sit indtog. Samtlige amerikanske delstater har ifølge det meteorologiske konsulentfirma Weather Bell Analytics oplevet den koldeste novembermorgen siden 1976. Det gælder også Hawaii, hvor temperaturen har været under frysepunktet.