Den 20. januar får USA ny præsident, og Barack Obama skal aflevere nøglerne til Det Hvide Hus til republikanske Donald Trump.
Og Barack Obama har allerede nogle råd klar til den kommende mand på posten. Det fortæller den snart forhenværende præsident til det amerikanske medie Rolling Stone. Barack Obama fortæller, at han skal mødes med Donald Trump onsdag, og her vil han give den kommende præsident nogle ord med på vejen.
For Obama er det nemlig vigtigt at få sagt, at ligeså snart man som præsident træder ind i præsidentkontoret, er man en del af en arv, der går langt tilbage. Og det er uanset hvordan valgkampagnen er foregået, forklarer han.
»Så udover alle særlige sager og spørgsmål, skal præsidenten anerkende, at 'det handler ikke om dig'. Det handler ikke om din magt, din position eller frynsegoder, eller Marine-orkesteret. Det handler om de kostbare ting, vi har arvet, og som vi skal give videre. Og for mig betyder det, at man skal omgås rigtig gode mennesker, som man bruger tid på at lære og få til at forstå, hvad disse ting og spørgsmål drejer sig om, fordi de rent faktisk har indflydelse på mennesker. Det er ikke en leg, vi leger,« forklarer Barack Obama.
Og til spørgsmålet om hvorvidt USA's 'tunge' historie vil have en indflydelse på Donald Trump, og om det vil begrænse ham i et vist omfang, svarer Barack Obama. at han tror, at bare det at komme bag skrivebordet sætter nogle tanker i gang.
Han mener, at det vil have en indflydelse ikke blot på Donald Trump, men på alle præsidenter i Det Hvide Hus.
Mange har også spekuleret i, hvorvidt hans kone, Michelle Obama, stiller op til det næste præsidentvalg.
Det afviser Barack Obama dog kommer til at ske. Han fortæller, at Michelle Obama er en af de mest talentfulde, han kender - men at hun er for følsom til at kunne begå sig i politik, siger præsidenten halvt i sjov.