Smukke Anna og det store cirkus
Er kvindernes toptennis blevet et spørgsmål om, hvordan du ser ud, snarere end hvordan du spiller? En hel del kunne tyde på det, når man ser på tilfældet Anna Kournikova.
Er kvindernes toptennis blevet et spørgsmål om, hvordan du ser ud, snarere end hvordan du spiller? En hel del kunne tyde på det, når man ser på tilfældet Anna Kournikova.
LONDON: Hvordan kan det hænge sammen, at spilleren, der servede horrible 31 dobbeltfejl i en kamp i Australian Open i 1999 og i øvrigt endnu ikke har slået sig op på sejrspodiet i en single-turnering, kan være verdens bedst betalte kvindelige tennisspiller?
Svaret er kort og godt, at Anna Kournikova ikke har nogen øjensynlige fejltrin, når hun vel at mærke begiver sig væk fra servelinjen og tennisbanen for den sags skyld. Faktisk tværtimod.
Den 19-årige russiske Lolita, der tilbedes dagligt på hjemmesider som 'Anna at the Temple of Babes', 'Complete Idiots' Annamaniacs Page' og 'Anna Upskirt', modtog en samlet lønseddel for 1999 på over 80 millioner kroner for diverse reklamearbejde.
Til sammenligning tjente hun i samme løntermin kun godt fem millioner kroner på det talent, adskillige i den internationale tennisverden har mere end svært ved anerkende, hvis de da overhovedet kan få øje på det.
For ikke alle - med oplagte og bredt smilende undtagelser i hendes hovedsponsorer, adidas, Yonex og Berlei (sports-bh) samt alverdens mandlige tennisgroupies - er lige charmeret af den langbenede moskovit. Deriblandt Kournikovas kollega Nathalie Tauziat, der i modsætning til russeren bestemt ikke er én af spillets pin-ups.
Bond-piger på banen
Den 32-årige franskmand, der nåede Wimbledon-finalen i 1998, drager i sin nye, stærkt omdiskuterede bog, 'Les Dessous du Tennis Feminin' (Bagsiden af kvindetennis), spydige sammenligninger mellem nutidens kvindetennis og en casting til en James Bond-film.
"Æstetik og udstråling er ved at vinde over sportslige evner," skriver den oprørte Tauziat blandt andet.
Hun mener, at Kournikova bliver skammeligt udnyttet af turneringsarrangører og sponsorer til stor skade for kvindernes tennis.
"Hvis Anna tilsyneladende har et liv, der er lige så spændende som en filmstjernes, er det fordi, at folk omkring hende har skabt en myte, der hele tiden puster til hendes mystik.
Men hun gør selvfølgelig også sit. Og det hele er blot lige begyndt.
Alle omkring hende prøver at sælge hende som Lolita'en med den perfekte krop.
Hvem andre end Anna kan eksempelvis give inspiration til et tv-dokumentarprogram om linjedommere, der har svært ved at koncentrere sig om kampen, når de står bag hende?" spørger franskmanden i sin bog.
Ishockey-stjerner og mafia
Anna Kournikova selv bedyrer, at hun er træt af sit image som verdens mest sexede sportskvinde.
Og ikke mindst af den megen fokus på hendes privatliv, hvor hendes dominerende mor, Alla, de russiske ishockeystjerner Sergei Federov og Pavel Bure samt den australske tennisspiller Mark Philippoussis efter sigende har spillet og spiller mere eller mindre fremtrædende roller.
Dertil kommer alskens andre rygter. Såsom at hun sidste år skulle have kvittet en kamp i Federation Cup for Rusland, fordi den russiske mafia havde truet med at ville dræbe hende.
Verdens 17. bedste kvindelige tennisspiller lever imidlertid som bekendt stadig i bedste velgående.
Og det har hun gjort siden 7. juni 1981, da hun blev født i Moskva. Hun voksede op i beskedne kår i en toværelseslejlighed med sine forældre, der måtte sælge familiens fjernsyn for at få råd til lille Annas ketchere.
Som femårig blev hun tilmeldt Spartak Moskvas legendariske sportsskole, og blot 10 år gammel skrev hun kontrakt med management-gruppen IMG og flyttede til Florida for at træne på Nick Bollettieris berømte tennisakademi.
"Anna er den største profil i dagens kvindetennis. Ikke blot på grund af hendes store tennisevner, men også på grund af hendes udseende og andre ting, der sætter hende i en klasse for sig," skulle samme Bollettieri siden karakterisere sin mest yndefulde elev.
Det nærliggende spørgsmål må være, hvornår andre end Bollettieri får øjnene op for russerens såkaldte store tennisevner.
Med gårsdagens første runde-sejr på 7-5, 5-7 og 6-4 over den 10.-seedede franskmand, Testud, gav Kournikova kritikerne svar på tiltale. Men det blev ikke et overbevisende svar.
Publikumsyndlingen tabte således andet sæt efter at have været foran 5-2, og først på sin fjerde matchbold fik hun lukket den ret så jævne kamp.
Men i modsætning til de førnævnte 31 dobbeltfejl i Melbourne nøjedes hun med tre i går i London.
Så meget tjener de om året
1. Anna Kournikova (nummer 17 på verdensranglisten)
90 mio. kr. - deraf 5.6 mio. kr. i præmiepenge
2. Martina Hingis (1)
84 mio. kr. - deraf 25 mio. kr. i præmiepenge
3. Monica Seles (6)
58 mio. kr. - deraf 6 mio. kr. i præmiepenge
4. Lindsay Davenport (2)
43 mio. kr. - deraf 20.5 mio. kr. i præmiepenge
5. Serena Williams (8)
42 mio. kr. - deraf 19 mio. kr. i præmiepenge