Mens Skanderborg Festivals gæster hygger og drikker kolde øl i solen, er tre søskende på hårdt arbejde fra morgen til aften. Josefine, Valdemar og Cilius Bladt Wichmann fra Skanderborg tjener nemlig penge på at gøre festivalpladsen renere.

Selv om de kun er 11, 9 og 6 år, er de bestemt ikke blege for at smøge ærmerne op og fiske en flaske op af skraldespanden eller bede festivalgæster om deres tomme krus.

- De er søde til at give os flasker. Nogle giver os også mønter, siger 11-årige Josefine. Begge deres forældre er frivillige medarbejdere på Smukfest, så der er aldrig langt til mor og far, når der skal holdes pauser. De tre børn arbejder typisk fra kl. 11-21 under festivalen.

- Det er en god måde at tjene penge på. Vi får rørt os og hørt musik samtidigt, siger Josefine og fortæller, at de tre søskende siden i mandags tilsammen har tjent 900 kroner.

Og der er ingen tvivl om, hvad den hårdt indtjente hyre skal spenderes på.

- Slik og tøj. Måske biografen, lyder svaret.