De to piger har forklaret, at de gik rundt for sig selv, da de tilfældigt stødte på 10-12 indvandrer-drenge i selskab med to voksne. Nogle af drengene blev meget nærgående og forsøgte at kysse pigerne.
De to piger forsøgte at ryste drengene af sig. Det lykkedes ikke. Drenge halsede efter dem, og i køen foran vandrutschebanen "Rio Grande" kom de to teenage-piger til at stå ved siden af den samme gruppe drenge.
Pigerne hævder, at et par af drengene her tog dem på balderne, mens de forsøgte at forsvare sig.
Men der var tilsyneladende ingen vej tilbage. Kort efter blev pigerne anbragt i samme båd som seks eller syv af drengene. I en mørk tunnel udviklede tilnærmelserne sig tilsyneladende. Pigerne har forklaret, at de bl. a. blev befamlet på lår og kønsdele.
På et tidspunkt skal en af drengene have klædt sig nøgen, hvorefter der blev udført samleje-bevægelser på en af pigerne.
De skrækslagne piger flygtede bagefter i løb ind på et offentligt toilet, hvor de låste sig inde.
Først noget senere turde de komme ud til de tre veninder, som de fulgtes med i Djurs Sommerland. Det var pigernes forældre, der et par dage senere slog alarm overfor parkens ledelse og Grenaa Politi.
Politiets vagthavende oplyser, at pigerne er blevet afhørt hver for sig, og at de var meget skræmte.
Endnu i går var det hverken lykkedes at opspore drengene eller deres voksne ledsagere, og politiet opfordrer derfor øjenvidner til at henvende sig. Overfor de to piger forklarede drengene, at de er fra Tyrkiet men i dag bor på Randers-egnen.
De talte en blanding af udenlandsk og gebrokkent dansk.
Henrik B. Nielsen, direktør for Djurs Sommerland beklager dybt og fastslår, at det "simpelthen ikke må ske".
"Men det undrer mig lidt, at pigerne sejlede med de drenge. Hvorfor skyndte de sig ikke væk? På den anden side kan jeg ikke udelukke, at det ikke kunne lade sig gøre," siger Henrik B. Nielsen.
Han ærgrer sig under alle omstændigheder over, at ingen af pigerne kontaktede parkens personale, hvoraf to var til stede ved "Rio Grande", så man kunne have stoppet chikanen og opklaret, hvem der stod bag.
Henrik B. Nielsen vil ikke kræve, at børn i den alder fremover altid skal være ledsaget af voksne i Djurs Sommerland. Det vil kollidere med parkens intentioner om at være en fri kæmpe-legeplads for alle.
I stedet vil Henrik B. Nielsen sikre sig, at de ansatte, holder skarpt øje med gæster, der udsætter andre for chikane.
Djurs Sommerland har ca. 400.000 årlige gæster. Der er ingen tidligere tilfælde af chikane i det omfang.