Af Michel Wikkelsø Davidsen og Morten Crone Sejersbøl micd@sporten.dk, mcs@sporten.dk
ER DU PÅ MOBIL OG VIL SE VEDBÆK-PLADENS STØRSTE HITS, KLIK HER
Den er slidt, for den har kørt på pladespilleren i mere end fem år.
Den er også gået i hak et par gange ligesom en gammel Beach Boys-LP, og derfor er det nu tid til at skifte Vedbæk-pladen ud på det danske landshold.
Levnet fra dengang, hvor Jon Dahl Tomasson var forsanger i det kor af tavse og i værste fald banalitetsbrægende landsholdsspillere, der godt nok stillede op til interviews, men hvor der var mindre næring i de leverede sætninger end i de dråber af mundvand, der blev udvekslet undervejs.
Landsholdet var kendt for ikke at sige brugbare ting og bare fyre flosklerne af, som var der frit mål til skudtræning. Det er slut nu. En ny start, bliver det kaldt af mange - også DBU.
Og derfor skal det ikke længere være sejt at sige ingenting, når man som landsholdsspiller bliver spurgt.
- Jeg synes, spillerne bliver mere og mere bevidste om, at der er en gensidig afhængighed. Vi prøver også at italesætte det med "En del af noget større". At vi alle er en del af en større verden, siger landsholdets pressechef, Jacob Wadland, der har været med på linjen i adskillige år.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har en interesse i, at de er glade og 'sælger' landskampen, så godt de kan, fortæller han videre.
Der er sket et skifte i toppen af DBU, hvor Jakob Høyer er ny kommunikationschef, og han skal blandt andet sælge landsholdet, og i den opgave er der ingen tvivl om, at der hviler et ekstra ansvar i tungerne på landets 20 bedste spillere.
- I forhold til landsholdet handler det om, at de skal være til rådighed og kan fortælle om det fantastiske ved fodbold. De bærer et særligt ansvar, fordi det er de bedste fodboldspillere, vi har, og de er store forbilleder for mange børn og unge, siger Jakob Høyer, der hverken har Vedbæk-pladen kørende på repeat eller sågar nogensinde har hørt den.
- Jeg kan ikke genkende det med Vedbæk-pladen på det landshold, der er i dag. Jeg har indtryk af, at de er gode til at fortælle, men når de hører det samme spørgsmål 117 gange, kan det godt være, svaret bliver kortere, siger han.

