Det skal være slut med afbrudte telefonsamtaler og internetforbindelser på togturen. Landets fire store teleudbydere er ifølge Politiken blevet enige om at lappe de signalhuller, passagererne har været plaget af, når de har rejst med lyn- og intercitytog. DSB forventer, at mobil- og internetforbindelserne vil være stabile ved udgangen af 2012 for i alt 100 IC3 og IR4-togsæt.- For det første vil kunderne opleve en bedre talekvalitet, og forbindelsen vil ikke blive hakket over. Det bedre signal i toget vil også betyde, at de kan få stabil adgang til internettet. Det gode ved aftalen er, at vi gør det her med alle teleoperatører og med alle togsæt, siger Claus Klitholm, underdirektør i DSB Kommerciel, til Politiken.Han oplyser, at DSB vil bruge 60-70 millioner på de såkaldte »repeatere«, der sidder inde i IC3-, IC4- og IR4-tog for at forstærke mobilsignalet langs skinnerne. Hidtil har der slet ikke været noget signal at forstærke på mange strækninger. - Teleselskaberne går efter at have en god dækning i byerne, og derfor er den ikke lige så god mellem byerne. Vi har ikke kunnet forstærke et signal, som ikke er der, så vi har haft diskussioner med selskaberne, om de ikke kan få en god forretning ud af at etablere dækningen langs togbanen. Det har været svært at finde en løsning, men vi har nu en fælles forståelse og er tæt på at kunne lukke den fulde aftale, siger Claus Klitholm.Pendlernes talsmand glæder sig over, at han og de øvrige pendlere nu vil opleve færre afbrydelser fremover.