Astrid Krag skød med skarpt mod Annette Vilhelmsen ved den sidste duel inden SF-formandsvalget. Angrebet er nødvendigt, hvis Astrid Krag skal vinde topposten, vurderer Berlingskes politiske kommentator

Der var ingen kammeratlige knus under det sidste af de 11 debatmøder mellem SFs formandskandidater, Annette Vilhelmsen og Astrid Krag, der mødtes søndag eftermiddag på Professionshøjskolen Metropol i København.

De foregående møder har budt på 'søvndyssende skyggeboksning' - som Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, udtrykker det - men sidste del af formandskampen bliver hård, og den hårde kamp startede søndag.

Under debatten såede Astrid Krag således tvivl om Annette Vilhelmsens forståelse for spillereglerne i et regeringssamarbejde. Årsagen er hendes reaktion på arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersens proklamation om, at han går ind for en forlængelse af dagpengeperioden.

- Annettes reaktion var, at vi da står bag aftalerne, men at man »må have lov til at lufte sin frustration«. Jeg stoler på, at Annette vil regeringssamarbejdet. Men hvis det er den linje, vi forfølger på politikområde efter politikområde, så må jeg sige, at jeg tror, regeringsprojektet er truet, sagde Astrid Krag i sin tale til den propfyldte forelæsningssal.

Angrebet mod Annette Vilhelmsen er ikke overraskende, for det ser ikke godt ud for Astrid Krag i målingerne, hvor SF-baglandet klart holder på hendes modkandidat som favorit.

- Astrid Krag og hendes støtter har omsider forstået, at de er ved at tabe. Derfor er det logisk, at hun nu går til stålet over for Annette Vilhelmsen. Hvis Krag ikke formår at komme i offensiven og få sat spørgsmålstegn ved sin modstanders evne til at styre SF i regeringssamarbejdet, taber hun. Så enkelt er det, siger politisk kommentator Thomas Larsen.

Derfor kan angrebet betragtes som en noget desperat handling to uger inden formandsvalget, der afgøres 13. oktober, men det afviser Astrid Krag.

- Det er hverken desperat eller et angreb. Jeg vil have, at vi er et parti, der står på mål for de aftaler, vi indgår, og man skal stemme på mig, hvis man vil have et SF, der er forpligtet af regeringssamarbejdet - også når det er svært, sagde hun til Berlingske Nyhedsbureau efter duellen.

Men Annette Vilhelmsen understregede i sin tale, at hun går fuldt ind for regeringssamarbejdet, også selv om det netop er kommet frem, at hun stemte blankt til 2020-planen, da SFs landsledelse i april tog stilling til regeringens samlede økonomiske politik.

- Vi har et regeringsgrundlag, og det er jeg 100 procent loyal over for, men det skal ikke hindre os i at udtrykke, at vi forstår frustrationen fra de mennesker, som bliver ramt, sagde Annette Vilhelmsen med henvisning til forkortelsen af dagpengeperioden, der træder i kraft ved årsskiftet.

Og netop det, at Annette Vilhelmsen udtrykker forståelse for frustrationerne omkring dagpengereglerne, ser ikke godt ud i forlængelse af Astrid Krags kritik, mener Thomas Larsen.

- Problemet for Krag er, at for mange SFere er det uhørt, at man ikke kan give udtryk for sin kritik af eksempelvis dagpengereglerne. Hun risikerer, at forsøget på at udstille Vilhelmsen som en amatør kan give bagslag. Mange SFere er dødtrætte af konstant at skulle gå på kompromis, og de mener, at SF-ledelsen allerede har solgt for meget ud af partiets politik, siger han.

I næste uge skal de to formandskandidater mødes i en række TV-debatter, inden de næsten 16.000 SF-medlemmer skal afgive deres stemmer.