Flere patienter er lig med flere penge for de danske sygehuse. Og jo længere, patienterne er indlagt, jo flere kroner havner der i sygehusenes pengekasser.

Den model er ikke længere gangbar, mener sundhedsminister Astrid (DF). Det skal være slut med sygehuse som pølsefabrikker, som hun betegner det nuværende system. Sygehusene skal ikke længere belønnes for aktivitet, for det er der ikke længere råd til.

- Vi har ikke fået tilstrækkelig sundhed for pengene i de senere år. Der har været alt for stor fokus på øge aktiviteten, og vi har tilskyndet og belønnet tanken om, at sygehuse er en slags pølsefabrik på den måde, som vi finansierer sygehusene på, siger Astrid Krag til Jyllands-Posten.

Hun nedsætter nu et udvalg, der skal finde frem til en ny finansieringsmodel på sundhedsområdet. Blandt deltagerne i udvalget er sygehusenes ejere i Danske Regioner, og her er formand Bent Hansen (S) positivt indstillet over for udspillet.

- En kursændring, hvor vi i højere grad præmieres for at skabe sammenhæng for patienterne, for at styrke telemedicin og for at gøre det bedre for de kronisk syge, giver rigtig god mening, siger Bent Hansen.

Knap så positiv er politikerne fra de tidligere regeringspartier, der tager afstand fra beskyldningen om pølsefabrikkerne. Både Venstre og Konservative afviser, at tidligere tiders fokus på at nedbringe ventelister er gået ud over kvaliteten.

- Der har hele vejen igennem været fokus på kvalitet, men samtidig også kvantitet. Jeg kan ikke forstå, at sundhedsministeren mener, at det er enten eller, for man kan sagtens gøre begge dele, siger den konservative sundhedsordfører, Benedikte Kiær til jp.dk.

Ifølge Astrid Krag skal en ny finansieringsmodel sikre mere sundhed for pengene.

- God kvalitet er jo at sikre den rigtige behandling første gang og dermed undgå, at patienten bliver genindlagt. Kvalitet er at undgå infektioner, som forlænger opholdet på sygehuset unødigt længe, understreger hun.

BNB