Når danskerne går i seng, er internettet stadig vågent, og det koster i kroner og energi.

Faktisk kunne vi spare 430 millioner kroner om året og 107.000 ton CO2, hvis vi alle sammen slukkede for internetforbindelsen, når vi ikke er online.

En ny undersøgelse viser, at over 75 procent af danskerne sjældent eller aldrig slukker for internetforbindelsen. Undersøgelsen er lavet af ELMODEL-bolig, som er et samarbejde mellem Go<saxo:ch value="226 128 153"/> Energi, Energinet.dk og Dansk Energi.

- Der er ingen tvivl om, at vi elsker internettets mange muligheder, for vi surfer, spiller eller arbejder på hjemmecomputeren 1.750 timer ud af årets 8.760 timer. Men ved at sige godnat til modem og router når vi selv går i seng, kan vi spare penge og meget energi, siger Michael Reuss, som er projektleder i Go<saxo:ch value="226 128 153"/> Energi.

Antallet af timer, som danskerne bruger på at være online, er steget siden sidste år, fordi vi får flere og flere computere derhjemme.

Hjemmekontoret er ifølge undersøgelsen det bedste sted at spare på strømmen. For vi glemmer at slukke for modem og router, når vi slukker for computeren, og ofte står det tændt, selv efter vi selv er lukket ned og gået til ro.

- Nogle lader computer og modem være tændt, fordi de tænker, at udstyret tager skade af at blive tændt og slukket, men det er ikke tilfældet. Du kan roligt slukke nettet om aftenen og tænde igen om morgenen, siger Michael Reuss.

En anden forklaring på, hvorfor man ikke lige får slukket for internetforbindelsen, er, at den ofte er gemt væk bag en reol eller langt under et skrivebord. Men det er der en nem løsning på.

Det er nemlig muligt at få en fjernbetjent stikkontakt. Med den kan man slukke internetforbindelsen, selvom den står ude af armslængde. Fjernbetjeningen virker på op til 20 meters afstand og virker også igennem vægge, døre og vinduer.