Man skal til tops for helt at forstå skønheden i Gallipoli.

Vi prøver at sejle rundt om byen for at se den fra alle sider – men først da vi kommer op på tagetagen af hotellet Bellavista Club, der udmærker sig for sin højde og knapt så meget for sin moderne arkitektur i beton, kan vi se det.

Nedenfor ligger Gallipoli, den cirkelrunde by, bygget på en ø med flere århundreders forskellige stilarter til at give den særpræg, og forbundet til hovedlandet med en bro fra 1600-tallet.

Navnet kommer af det græske kallipolis, der betyder »smukke by«. Den lever op til sit navn.

Lige nu lever den også på sit renommé og fiskeriet, men engang var det den mest betydningsfulde handelsby i Middelhavet, hvorfra der blev udskibet vin og olivenolie til hele området.

Siden er det gået, som med så meget andet her i det sydlige Italien, ned ad bakke.

Gallipoli ligger i Salento-provinsen helt nede i hælen af regionen z, som har Det Ioniske Hav på den ene side (i »svangen« af støvlen) og Adriaterhavet på den anden. Her er så smukt og pittoresk, at man ikke nænner at bruge udtrykket udkants-Italien, men sandheden er, at det er det fattigste Syditalien.

Det gik ellers så godt indtil midten af det 20. århundrede. Med fåreavl, tobaksdyrkning og tekstil-produktion til hele verden. Men så valgte nogle af de vigtige aftager-lande som for eksempel England at købe sin uld i Australien, virksomhederne omkring Milano overtog selv en stor del af fabrikationen til den spirende modeinudstri, og bønderne i Syditalien fik stor konkurrence, da EU lavede kvoter for dyrkning af tobak, hvorved den italienske andel faldt betragteligt.

Der græsser stadig en del får rundt omkring, men det bliver aldrig som i de kronede dage, og de tobaksplanter, der står hist og her har ingen stor betydning for regions-regnskabet. Til gengæld går det fremad for vinproduktionen, især i det nordlige Salento, hvor primitivo’en har gjort meget for at skærpe interessen for de lokale druer udenfor deres egne grænser.

Men der mangler stadig noget til at tippe den økonomiske balance til det bedre.

»Turismen er blevet en voksende industri, som vi har hårdt brug for. Italienerne har selv opdaget Apulien, og ikke mindst Salento som landets absolut sydligste og måske mest ukendte punkt. Mange er begyndt at vende tilbage hertil permanent, og endnu flere som turister,« siger Silvia Sesana, guide og en af de tilflyttere, der har fået øjnene op for den kulturelle rigdom, som den italienske hæl har at byde på.

»Naturen og arkitekturen er ikke så indsmigrende som i mange af de mere kendte egne af Italien, men jeg synes den har en egen skønhed, der, kombineret med den voldsomme og omskiftelige historie, en halvø altid vil være udsat for, gør den til noget særligt,« siger Silvia Sesana.

De græske rødder

Den korte version af den voldsomme historie er, at Apulien har været under så mange forskellige herredømmer, fra nord, syd, øst og vest i Europa, at der i dag er monumenter fra dem alle spredt ud over området.

Den første kolonimagt var det nærliggende Grækenland, som satte fod på italiensk jord allerede 800 år før vor tidsregning, og selv om de blev fordrevet af skiftende erobrere, har deres tilstedeværelse sat sine tydelige spor i den lokale kultur.

Der er dels udgravninger og ruiner fra Antikken, dels taler et par tusinde mennesker, der lever i isolerede lommer af det centrale Salento stadig griko, en italiensk-græsk dialekt. Og så viser mobilen i øvrigt »velkommen til Grækenland«, når man kører ad kystvejen længst mod sydøst.

Den slags moderne teknologi var der tilbage i tiden naturligvis ikke til at advare, når nye fjender nærmede sig. Hele vejen langs kysten mod det åbne hav ligger der i stedet hundredvis af udkigstårne i kort afstand fra hinanden.

De blev bygget i 1500-tallet på ordre af kejser Karl den Femte for at beskytte indbyggerne mod den konstante trussel udefra, og når skibe nærmede sig, blev der om dagen sendt signaler med røg eller solreflektioner fra spejle, om natten med bål eller kanonslag. Det var datidens sms, og så kunne man ruste sig til kamp eller flugt.

De små oversete perler

Ellers er det de mange kirker, kapeller og borgerhuse i barok og renæssance-stil, som det er lykkes at bevare mere eller mindre intakt, der igen og igen fremhæves som Apuliens trækplaster. I 1960erne blev der flere steder ganske vist revet hele bydele ned for at bygge anonyme boliger, men ikke i byen Specchia.

Det har byens borgmester gennem 35 år, Antonio Lia, været med til at forhindre.

For Specchia regnes for en af de små arkitektoniske perler med et par håndfulde kirker, klostre og palazzoer fra normanner-tiden frem til renæssancen, hvor alt er i den bedste forfatning.

Antonio Lia sidder ikke længere i borgmesterstolen, i stedet har han sat sig i spidsen for en ny bevægelse, Turismo Stanziale, der skal skabe liv i de stille perioder af året og få langtidsturister til at rejse til de små, lidt oversete samfund, som man kender det fra Sydspanien.

»Mange turister vælger at tage til oversøiske destinationer i vinterhalvåret for at få sol og varme. Vi synes hellere de skal komme her. På grund af vores beliggenhed har vi et lunt og stabilt klima, selv om vinteren kan vi nå op på 25 grader,« siger den entreprenante eks-borgmester, der også arrangerer engelskkurser for de lokale unge, så de er rustet til den forventede og nu velkomne invasion udefra.

Når man spadserer rundt i Specchia en tidlig aften, er det som at blive hensat til en film fra 1950erne. Byen lever op til alle ens forestillinger om det afslappede liv med børn, der spiller bold foran huse i okkerfarvet smukt forfald, mens kvinderne ordner verdenssituationen på bænken og mændene ditto lænet op af cyklerne foran kirken, og de unge flirter på kaffebaren.

En forløber for os var komponisten Felix Mendelsohn Bartholdy, som ved et besøg i begyndelsen af 1800-tallet udtalte, at »italienerne sætter ikke pris på det smukke landskab, de bor i«.

Silvia Sesana giver ham ret et langt stykke af vejen – at mange italienere tager landskabet for givet. Men fremhæver alligevel syditalienernes nyfundne stolthed over at kunne tilbyde kuperet natur til aktiv ferie med hiking og cykling, med og uden Giro-drømme i benene, og mulighed for passiv fritid ved de to meget forskellige kystlinjer med rå bade-klipper mod øst og næsten maldiviske sandstrande mod vest.

For en dansker er der ingen tvivl. Det virker tilpas eksotisk, når grøftekantsblomsterne står i fuldt harmonisk flor og vandrestierne dufter af vilde krydderurter.

Og hvem kan derudover stå for bragende sol og et turkisfarvet badevand, også udenfor sæsonen? Ved Italiens ende.

Rejseliv var inviteret af ENIT, Den Italienske Stats Turistråd.

Kom tæt på Salento

Mad

Smag finnochio marino, som er vildtvoksende havfennikel, der bruges som tilbehør og antipasti, og regionens pasta, orrechiette (»små ører«). Gå heller ikke glip af brødet i byen Altamura, som er så godt, at det siden 2003 har haft EU’s kvalitetsmærkning, DOP – garantien for, at det både stammer fra og er fremstillet, forarbejdet og tilvirket lokalt.

Drikke

Prøv espressini, som er halv espresso og halv cappucino, crodino, som er bittersød non-alkohol aperitif fra 1964, og passito, som er dessertvin lavet på tørrede drueskaller.

Vinsmagning

Udover primitivo er negroamaro en populær drue. Den kan smages hos Azienda Vitivinicola Castel di Salve i Tricase, Cantina Coppola i Gallipoli og hos Cantine Macinate 1931 i Specchia.

Aktiv

Man kan trekke og hike i kløften Canalone del Ciolo eller cykle gennem søvnige landsbyer med gamle barokkirker. Book evt. en guidet tur. salentoverticale.net og salentobicitour.org

Strande

Den hemmelige: Porto Badisco er en lille stribe sand på klippekysten ved Otranto.

Den lækre: Le Maldive del Salento er som at være på Maldiverne. Den overvældende: Punta Prosciutto ved Porto Cesareo med 8 meter høje klitter og klart turkis vand.

Den populære: Lido i Frigole har masser af underholdning.

Køb med hjem

Olivenolie, vin og pasta samt keramik fra Ceramics AgostoBranca i Tricase, jacquardvævede viskestykker i Otranto gamle bydel, natursvampe og kurveflet på Piazzetta S. Teresa i Gallipoli.

Restauranter

Spis frokost på klipperne i Bar Ristorante L’Incantoi Gagliano del Capo.

Prøv en klassisk middag i »Mine Aftener i Paradis«-interiør på Locanda Retrò i Castrignano del Capo.

Alt godt fra havet med Michelin-anbefaling på Ristorante Da Mimìi Torre San Gregorio.

Bedste pizza fås ved havnen i La Bella Idrusa, Otranto.

Natur

Indtil videre er der opdaget 52 grotter på sydøst- og vestkysten, dannet af havet og de underjordiske kilder, flere med stalakitter og stalagmitter, som kun kan ses fra havsiden. Der går bådture fra Torre Vado med Escursione La Torre, escursionilatorre.org

4 skønne småbyer

Langs Adriaterhavskysten ligger den ene postkort-perfekte by efter den anden, og herfra kan man på en klar dag se Albaniens bjerge i horisonten.

Otranto

Den gamle bydel bag Kastellet fra Middelalderen gemmer på charmerende gader med mange turistvenlige butikker og en katedral med rosenvindue og mosaikgulv, som er meget populær blandt brudepar.

Santa Maria de Leuca

Verdens ende i Italien, som også har lagt navn til basilikaen ved siden af byens vartegn, det 47 meter høje fyrtårn, der er landets næstvigtigste efter det i Genua.

Santa Cesarea Terme

Byen er bygget ovenpå klipper med underjordiske kilder, som siden 1700-tallet har fået aristokrati og overklasse til at flokkes for at nyde livet. I dag er åbent i spaerne fra maj til november.

Tricase

Lidt væk fra kysten ligger byen med de mange skønne gyder med kunsthåndværkere, Gallone-familiens slot, som nu er rådhus, og et 20 meter højt egetræ, som menes at have stået der siden 1200-tallet.

Rejseinfo

Fakta: Salento er den sydligste af Apuliens seks provinser med i alt 800.000 indbyggere, heraf bor 100.000 i hovedbyen Lecce i den nordlige ende. De fleste små byer har 3-4000 indbyggere.

Transport: Flyv til Bari eller Brindisi via Rom med f.eks. SAS. Priser fra 1.300 kr. retur. Herfra er det nemmeste at leje en bil, så man kan køre rundt i regionen, som det passer en.

Ophold: Alt fra bed and breakfast på nedlagte gårde og i byernes barokhuse til moderne strandhoteller og 5-stjernede palazzo-overnatninger. F.eks. Hotel Montecallini i San GregorioPatù eller Le Sirene Ecoresort i Gallipoli til priser fra henholdsvis 680 og 900 kr. pr. nat.

Bedste rejsetidspunkt: Hele året. Selv om det bliver meget varmt om sommeren, op til 40 grader, giver de mange gamle bygninger og smalle gyder behagelig skygge. Om vinteren og foråret er det som en dansk sommerdag med op til 25 grader.

Info: