SKOTLAND: Det var rent faktisk meningen, at den skotske fisker Hamish Currie skulle fange den to meter lange og 180 kilo tunge sildehaj, som jagede sæler ved Hebriderne ud for den skotske vestkyst.

For fiskerens arbejde består i at mærke hajer og smide dem ud i havet igen, og han ledte med sin besætning efter dyret efter at have modtaget et tip om dets færden i farvandet.

Med levende torsk som madding bed rovdyret på krogen, og den fire mand store besætning kæmpede med det i halvanden time, inden det pludselig med fuld fart styrede mod båden og bed et ordentligt hul i skroget, så vandet fossede ind,

Og så skete det uventede. Efter at sildehajen var blevet hevet ombord, huggede den sig fast i Curries støvle, og selvom støvlen var sikret med en tyk stålkappe, borede tænderne sig igennem og ind til fiskerens fod.

Bæstet ville ikke give slip. Currie kunne umuligt ryste hajen af sig.

Men endelig, med besætningens hjælp, blev hajens jerngreb om Curries fod løsnet, og det vilde havdyr blev mærket og smidt tilbage i havet.

- Jeg har fanget mange hajer i mit liv, men denne haj var en slem, slem fisk. Det var skræmmende, og jeg var ret heldig denne gang, siger Currie til den engelske avis Daily Record og tilføjer, at han fremover vil være mere forsigtig med hajerne.

En sildehaj kan blive op til tre meter lang og er i familie med hvidhajen.