'Gossip Girl'-stjernen Leighton Meester har sagsøgt og vundet mod sin egen mor, som har brugt kendisdatterens penge på plastikkirurgi - og ikke på medicin til sin syge søn.

Da den 26-årige skuespiller Leighton Meesters lillebror blev alvorligt syg og fik brug for dyr medicin, begyndte stjernen at sende 45.000 kroner hjem til sin trængende familie hver måned.

Men i stedet for at købe den vigtige medicin, brugte hendes arbejdsløse mor, Constance Meester, pengene på plastickirurgi, botox og frisørtid til sig selv. Og det fik den rasende datter til at gå rettens vej.

Det skriver seher.no.

Constance Meester forsvarede sig med, at Leighton havde lovet at forsørge hende, og det var derfor, hun brugte pengene på sig selv. Ifølge Leighton, som fik sit store gennembrud som den rige Blair Waldorf i successerien 'Gossip Girl', skal moderen have truet med at sagsøge hende, hvis hun ikke overførte 60.000 kroner månedligt, udover de 45.000 til lillebroderen.

Ifølge tmz.com fik Leighton Meester fuldt medhold i retten. Det er foreløbigt ikke kendt, om Constance Meester skal betale nogen af pengene tilbage til datteren.