Maskeret bag store solbriller og beskyttet af PET-livvagter ankom digteren og folketingskandidaten Yahya Hassan mandag formiddag til et foredrags-arrangement på Nørre Gymnasium i Mørkhøj nord for København.
Det var ventet med spænding, om det på den 19-åriges krop eller ansigt var muligt at se, at han i weekenden angiveligt har været udsat for (endnu) et voldeligt overfald.
Da Yahya Hassan stillede sig op ansigt til ansigt med eleverne på Nørre Gymnasium, var skaderne dog ikke iøjnefaldende, selv om formanden for for Nationalpartiet, Kashif Ahmad, har forklaret, at han havde visse hævelser i højre side af ansigtet.
»Ved overfaldet blev han omringet af en gruppe etniske danskere, der når at slå ham et par gange, inden hans livvagter kommer til. Der bliver ikke sagt noget, der tyder på, at det er politisk motiveret, men det er da en nærliggende tanke, når han nu er folketingskandidat,« siger Nationalpartiets formand Kashif Ahmad til TV2.
På sin Facebook-side har Yahya Hassan selv beskrevet overfaldet på denne måde:
»I weekenden var jeg inde på et diskotek i København med nogle venner. Jeg står og snakker med en kvinde, da en person pludselig hiver mig hårdt i hestehalen bagfra, jeg vender mig mod vedkommende og tager en arm ud foran mig for at holde ham på afstand, da en anden person giver mig en knytnæve i ansigtet. Jeg uddeler det man vil betegne som et frontspark til de to mest aggressive foran mig. Først da træder livvagterne til. Sidst mine livvagter blev omgået og jeg forsvarede mig selv, blev jeg dømt for vold i byretten. Den sag er anket til landsretten og jeg håber at denne episode kan vise hvordan tingene forholder sig. God solskinsdag derude!«
Weekendens overfald er langt fra første gang, at Yahya Hassan er blevet overfaldet.
I november 2013 blev han overfaldet med fem-otte knytnæveslag i forhallen på Københavns Hovedbanegård, da han havde fulgt en veninde til toget. Gerningsmanden var den terrordømte Abdul Basit Abu-Lifa, der efter at have fået syv års fængsel i 2007 i terrorsagen fra Bosnien/Glostrup, har taget navneforandring til Isaac Meyer.
Den prøveløsladte terrorist inkasserede en ny dom på fem måneders fængsel for overfaldet på den sagesløse digter.
Også i juni 2014 mærkede Yahya Hassan den religiøst betingede vrede, som han har skabt i visse muslimske miljøer. Den gang blev han under et besøg i Ramallah i det palæstinensiske selvstyreområde truet af fire-fem mænd, hvoraf en af dem jagtede ham med en kniv og kaldte ham »vantro«.
Ved foredragsarrangementet på Nørre Gymnasium blev weekendens overfald ikke nævnt med et ord. I stedet fortæller en af de tilstedeværende elever, at han udelukkede snakkede om emner som integration og udlændingedebat.
»Når der blev spurgt ind til andre emner, henviste både Yahya Hassan og Nationalpartiets formand hver gang til, at der ville komme et partiprogram og andre kandidater, som kunne besvare den slags spørgsmål,« fortæller en af de tilstedeværende.