Milliardæren Janus Friis tager atter bladet fra munden og afslører, hvorfor han bliver ved med at anlægge retssager i den bitre strid mod sin ekskæreste.
Tillidsbrud, misbrug, løgn, bedrag og en tvist om en masse dyre ejendele.
Sådan kan den bitre strid, som milliardæren Janus Friis i over et år nu har haft med sin ekskæreste, sangerinden Aura, opsummeres – i hvert fald, hvis man spørger Skype-stifteren.
Den ekstremt pressesky Janus Friis har nemlig i Berlingske valgt at stå frem og forklare sin version af den bitre strid, der involverer ikke færre end 17 advokater og otte retssager, og hvor Janus Friis har rettet et krav på samlet hele 32 millioner kroner mod sin ekskæreste og tidligere forlovede.
Auras advokat, Bjarke Vejby, har flere gange udtalt til BT, at han anser den stenrige milliardærs mange sagsanlæg som en slags chikane mod sangerinden – et forsøg på at køre hende økonomisk i sænk.
Men ifølge Janus Friis er det ikke hævngerrighed, der er årsagen til, at han bliver ved med at anlægge sag efter sag mod den 31-årige sangerinde. Og det er heller ikke sårede følelser, der ligger bag, fortæller rigmanden:
»Naturligvis ville jeg have ønsket, at sagen var blevet løst tidligere, men den eskalerede, efter at Aura valgte at engagere sin danske advokat. De forsøger at fremstille mig som den forsmåede ekskæreste, der misbruger sine midler for at få hævn. Og at fremstille hende som et offer. Men sådan hænger det ikke sammen. Dette handler hverken om ting, penge eller følelser. Det handler om noget principielt. Forliste forhold er en del af livet, men udnyttelse, forvrængning og decideret løgn er noget helt andet. Det behøver man ikke at acceptere,« siger Janus Friis til Berlingske i en telefon fra Californien.
Dokumenter fra den amerikanske ret i Californien, hvor Janus Friis forsøger at køre flere af sagerne, har tidligere afsløret, at blandt andet en mere end tre millioner kroner dyr forlovelsesring er en del af stridens kerne. 40-årige Janus Friis vil nemlig gerne have den specialfremstillede ring tilbage, efter at forlovelsen mellem ham og sangerinden er blevet brudt.
Ifølge de amerikanske retsdokumenter fandt Janus Friis i 2014 ud af, at sangerinden havde været ham utro. Men da milliardæren bad sangerinden om at flytte ud af huset i Californien, skete der åbenbart noget dramatisk, afslører han nu.
»Hun fjernede ikke blot sine personlige ejendele, men tømte huset for møbler og kunst, som ikke tilhørte hende. Hun solgte også en bil, som hun ikke ejede, og beholdt pengene. Hun har siden forsøgt at få det til at se ud, som om jeg kom efter hende med advokater. Men sandheden er, at hun omgående hyrede en amerikansk advokat, og dermed begyndte efterspillet. Beløbene er for mig ikke det vigtige. Det handler om tillidsbruddet og hendes misbrug i kærlighedens navn,« siger Janus Friis til Berlingske.
Aura har ikke udtalt sig om de mange retssager og om forholdet til Janus Friis efter retssagernes indgåelse, da hun har underskrevet en fortrolighedserklæring, som forbyder hende dette.
Hendes advokat afviser overfor Berlingske Janus Friis’ påstande.
»... Aura har aldrig taget noget som helst, der tilhørte Janus Friis, og det gøres heller ikke gældende i nogen af sagerne. Derimod har Friis hindret Aura i at få adgang til sine ejendele, som var blevet fjernet og opmagasineret, f.eks. hendes guitarer,« siger Bjarke Vejby til Berlingske.
Bjarke Vejby blev for nylig selv stævnet af Janus Friis, da rigmanden mener, at advokaten har overtrådt den fortrolighedserklæring, som Aura har underskrevet, når han udtaler sig på sin klients vegne.
Bjarke Vejby har i den forbindelse udtalt til BT, at han finder stævningen 'helt ude i hampen'.
»Men jeg har ikke skrevet under på nogen aftale, og i øvrigt kan enhver advokat naturligvis udtale sig om sine sager til pressen, bare der ikke er tale om injurier«, har Bjarke Vejby sagt.
