DMI advarer om, at der er risiko for skybrud over hele Danmark i løbet af aftenen og natten.

Hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) advarer man således om, at der i hver eneste landsdel er risiko for voldsomme skybrud sidst på aftenen tirsdag eller natten til onsdag.

- Et område med regn og tordenbyger bevæger sig fra sidst på aftenen og natten ind over landet vestfra. Der er risiko for, at enkelte af bygerne kan blive kraftige og med skybrud, skriver DMI på sin hjemmeside.

Chancerne for et regulært skybrud over Danmark vil løbende blive opdateret på hjemmesiden og kan eventuelt blive opjusteret til et egentligt varsel om skybrud. Lige nu er der kun en risiko.

Risikomeldingen efterfølges ofte af et varsel om farligt vejr, når man har dannet sig et overblik over, hvilke og hvor store områder der bliver påvirket af de farlige vejrforhold.