Bare spørg AaB-angriberen, der bærer fornavnet Jeppe.
Da nordjyderne 13 minutter før tid førte arvefjendeopgøret mod AGF 1-0, havde han en ’100-procent-chance’ for at lukke kampen.
Men i stedet for at spille bolden videre til angrebsmakkeren Nicklas Helenius, forsøgte han at lobbe den over aarhusianernes fremadstormende målmand Steffen Rasmussen.
- Det var pisseærgerligt, at bolden strøg forbi den ene målstolpe. Jeg er stenstikker på, at vi havde vundet, hvis bolden var gået i mål, sagde Jeppe Curth, der på AGFs efterfølgende angreb så Søren Larsen score på hovedstød til slutresultatet 1-1.
Med sejr ville AaB være avanceret til en femteplads. Nu bliver man i stedet liggende på syvendepladsen - syv point efter FC Midtjylland på den Europa League-kvalificerende fjerdeplads.
- Curth havde alle muligheder for at blive kampens helt. Nu bliver han i stedet dens skurk, sagde AaB-træner Kent Nielsen og trak lettere opgivende på skuldrene.
Heller ikke i AGF-lejren var man ubetinget tilfredse med det uafgjorte resultat.
- Jeg synes, vi spiller en fin kamp. Martin Jørgensen viser stor professionalisme på midtbanen, hvor makkerskabet med Casper Sloth var fremragende. Og i angrebet er jeg meget tilfreds med Søren Larsen. Han var meget solid i ikke mindst vores opbyggende spil. Alt taget i betragtning er kampen mod AaB én, som vi burde have vundet. Men desværre scorer vi alt, alt for få mål i øjeblikket, sagde AGFs træner Peter Sørensen og blev bakket op i sit synspunkt af Søren Larsen.
- Jeg er meget skuffet over, at vi kun får det ene point. Det er ikke godt nok, at vi kun scorer én gang på de mange chancer, vi tilspiller os, sagde Søren Larsen og tilføjede:
- Det uafgjorte resultat kan vi intet bruge til. Jeg synes, det er for dårligt, at vi i foråret kun har vundet en enkelt kamp (mod FC Midtjylland, red.).
Søren Larsen godkendte til gengæld sin egen præstation.
- Det er altid dejligt at score. I kampen mod AaB synes jeg, at jeg efter et par kampe under middel igen fik vist mig fra min bedste side, sagde han.