Kevin Magnussen havde kvalificeret sig som nummer syv til grandprixet i Austin i USA, men efter en udmærket start og en hurtig overhaling endte det dog alligevel med blot en ottendeplads for danskeren.

Det var ikke en slutning på det texanske løb, som Magnussen var videre glad for, men efterfølgende følte han ikke, at han og bilen kunne have opnået mere på banen i Austin.

- En ottendeplads er ikke et fantastisk resultat, men jeg tror ærlig talt ikke på, at vi kunne have fået mere ud af bilen denne eftermiddag. Det er en skam, at Jenson missede muligheden for et par point til sidst - jeg gætter på, at han var løbet tør for dæk - men jeg var heldig nok med at være et stykke længere fremme på banen, hvilket hjalp mig til at holde mig foran de biler, som jagtede mig. Det var derfor heldigt, at jeg ikke tabte for meget, siger Magnussen ifølge formula1.com.

Kom med Kevin ombord: Med 319 km/t i Austin

Det er ikke en weekend, som McLaren vil se tilbage på med glæde. Det erkender Magnussen også selv efter dage med forskellige problemer, der blandt andet også betød, at holdkammeraten Jenson Button endte helt uden for pointrækken.

Derfor var teamchefen heller ikke en lykkelig mand, men han roste alligevel danskeren for at have hentet point i et svært løb for McLaren-raceren.

- Mod enden af løbet var Kevin i stand til at holde fast i ottendepladsen efter at have haft ekstremt godt styr på sin dækslitage, siger Eric Boullier.

Næste Grand Prix er i Brasilien, hvor der køres på Interlagos-banen i Sao Paulo i den kommende weekend.

TV: Spændende dueller - Hamilton snyder Rosberg