To svenske småpiger sendte en mail til Lego med en idé til et nyt koncept. De fik aldrig svar, men ét år efter fandt de deres idé med Lego-logo på i legetøjsforretningerne. Nu mener de, at Lego har stjålet konceptet.

De to søstre Helena og Anna Strandberg fra Skåne var vilde med Lego. Og derfor fik de selvfølgelig også godt med Lego i julegave for to år siden. Efter nogle uger havde de  dengang henholdsvis otte og 11-årige søstre leget så meget med klodserne, at de begyndte at tænke på, hvilken slags Lego, de ville have næste gang.

Og så fik de en god idé. Da søstrene også er vilde med popgruppen One Direction, tænkte de, at det ville være fantastisk, hvis de kunne få noget Lego med One Direction.

De sendte derfor en mail i januar 2014 til en person med en ledende stilling i Lego i Sverige, hvor de foreslog, at Lego lavede en serie, der hedder: 'Lego Popstar'. Det skriver Skånska Dagbladet.

Pigerne var detaljerede i mailen og beskrev, hvordan serien både skulle indeholde popstjernernes huse, turnébusser og andet. Og så skulle der også være minifigurer af popstjernerne.

»Det var mig, som foreslog, at de skulle gøre det; 'Skriv et brev til dem', sagde jeg. Jeg sendte selv et lignende forslag som barn. Dengang fik jeg et papirbrev fra England, hvor de takkede for forslaget, og jeg svævede på en sky,« siger pigernes far Hans Strandberg til Expressen.se

Men de to småpiger, der i dag er 10 og 13 år, fik til deres store skuffelse aldrig svar. Og forundringen blev ikke mindre, da de i begyndelsen af 2015 kunne se et Lego-koncept, der er nærmest identisk med deres ide, i legetøjsbutikkerne. Lego lancerede nemlig et produkt, der hedder 'Lego Popstar', og som minder meget om pigernes idé.

Og derfor undrer både pigerne og deres far sig endnu mere over, at de aldrig hørte fra Lego.

»Det havde rart med: 'Hvilken god idé. Vi har også tænkt på det,« siger Helena Strandberg til Expressen.se.

Hans Strandberg er skuffet over den verdenskendte legetøjsproducents håndtering af sagen:

»Pigernes forslag var meget konkret, og produktet ligner meget. Mange andre kan have haft samme idé, men det handler om en bekræftelse. En lille gestus fra en stor virksomhed,« siger han og understreger, at det for familien bare handler om at få lidt erkendelse for idéen.

Derfor sendte Hans Strandberg også et nyt brev til Lego i juni for netop at gøre opmærksom på det manglende svar i første omgang. Men heller ikke det har han fået svar på, fortæller han til Skånska Dagbladet.

Legos pressechef Roar Rude Trangbæk afviser overfor Skånska Dagbladet, at Lego har stjålet de to småpigers idé uden at kreditere dem for det. Han siger, at Lego allerede var i gang med at udvikle produkterne, da pigerne sendte deres brev.

»Udviklingen af nye produkter ligger hos vores designafdeling i Billund, og det tager som regel to-fire år fra idé til færdigt design. Det, som påbegyndes i dag, bliver altså et færdigt produkt tidligst i 2017-2018,« siger han.

Se også klippet: Svimlende summer: Kirk-klanen slår Mærsks enorme formue

Han afviser derfor, at Lego Popstar skulle have nogen kobling med det forslag, som pigerne sendte ind.

»Vores idéudvikling begyndte langt tidligere,« siger pressechefen.

Han oplyser desuden, at Lego årligt får en million mails fra børn og fans i hele verden, og de plejer at svare alle. Og hvis man ikke har fået noget svar, kan man henvende sig til kundeservice, lyder det fra pressechefen.

Lego havde i 2014 sit bedste regnskabsår nogensinde med en omsætning på 28, 6 milliarder kroner og et overskud på syv milliarder kroner. Det er ifølge Børsen en fremgang på henholdsvis 13 og 15 procent i forhold til året før.

Legetøjskoncernen er ejet af familien Kirk Kristiansen, som er Danmarks rigeste familie. De vurderes til at have en samlet formue på 122,7 milliarder kroner.