Han nævner ingen navne i henvendelsen til medlemmerne, men det handler om den ekstremt voldelige film "Bleeder".
Den havde så store menneskelige omkostninger for nogle af hovedkræfterne i filmen, at forbundet overvejer to - tre sagsanlæg.
Flere af skuespillerne, der medvirkede i filmen, kom til skade under optagelserne og måtte have lægehjælp. Ydermere led flere af de medvirkende pyskisk overlast, blandt andet på grund af presset, der gjorde at flere af skuespillerne følte at de gik meget længere end, de egentlig kunne stå inde for.
"Filmen var ekstremt ansvarsløst organiseret. Man forsøgte hele tiden at komme så tæt på virkeligheden som muligt, og i den proces blev der ikke taget de nødvendige menneskelig hensyn," siger Henrik Petersen om de fysiske skader skuespillerne pådrog sig under scener, hvor der burde være stuntinstruktører tilstede, men som endte med at de i stedet måtte have lægehjælp. Flere af skuespillerne har stadig fysiske mén, i dag to år efter.
Derfor rejser Dansk Skuespilforbund nu en principel diskussion om skuespillernes arbejdsvilkår og Henrik Petersen ønsker krav om sikkerhedshensyn indføjet i overenskomsten.
Og selskabets Balboas svar: "Hvis ikke de pågældende skuespillere kan klare det, må vi jo bare finde nogle andre" bestyrker kun Henrik Petersen i, at det er helt entydigt hvor ansvarløst de forholder sig og hvor vigtigt det er at sikre skuespillerne mod lignende situationer.
"Der findes farlig ligegyldighed med den enkelte "vælger vi ikke én, vælger vi bare en anden". Holdninger, der ligger i direkte forlængelse af udtalelser som: "Man kan fodre grise med skuespillere", skriver Henrik Petersen i sin leder til medlemmerne.
"Der findes mennesker nok at forbruge" er holdningen åbenbart i stedet for at gå ind i en reel diskussion, som der helt tydeligt er behov for," siger Henrik Petersen.
Han opfordrer nu medlemmerne til at henvende sig til forbundet, hvis de skal arbejde sammen med Nicolas Winding Refn og før de indgår nogen kontrakter, så de kan tage hensyn til sikkerhed og efterfølgende markedsføring.
Lidt sværere er diskussionen om den psykiske overlast, som flere af de medvirkende angiveligt led mens optagelserne stod på. Der er flere aspekter i den sag og Henrik Petersen vil ikke ind på om skuespillerne har lidt psykisk overlast, men han vil gerne føre en debat i forbundet for at finde nogle fælles normer for hvor grænsen går, herunder blandt andet hvad nye arbejdsteknikker kan betyde for skuespillernes følelsliv og hvor grænsen går.
"Når man først har bevæget sig ud i et arbejdsforløb, er det svært at vurdere hvor grænsen går, når et filmhold står og klapper og siger "fantastisk godt gået", samtidig med at der hele tiden er hensynet til økonomien. "Nu skal det i kassen" og man vil ikke forsinke resten af holdet, siger Henrik Petersen.
Men der er også arbejdsmetoden "method acting", som er blevet meget populær indenfor dansk film de senere år, der kan have psykiske konsekvenser.
Method acting indebærer at man trækker på sit eget liv og indlever sig fuldstændigt i de situationer man skal spille. Man skal have alle følelserne med, for at spille så autentisk som muligt.
Robert de Niro, som er elev fra skolen "Actors studio", hvor der undervises i method acting, er kendt for sine ekstreme forberedelser på sine roller. Han tog f.eks på rekordtid 30 kilo på til nogle scener filmen "Raging Bull", for at smide dem igen kort tid efter.
"Der er måske en øget lyst til at eksperimentere med "method acting" og det er meget forståeligt at nye teknikker bliver afprøvet, men jeg vil opfodre til at man forlanger stor ansvarlighed fra dem man indgår i grænseoverskridende eksperimenter med. Man kan let komme i klemme, siger Henrik Petersen.
Instruktøren Nicolas Winding Refn er i udlandet og har ikke kommenteret sagen. Han blev kendt, da han lavede succesen "Pusher" og fik mange rosende ord med på vejen, som f.eks en af de mest nyskabende og grænseoverskridende i dansk film i årevis.
Udlandet var også blevet opmærksomme på det unge talent og et internationalt gennembrud var at spore lige om hjørnet. Så da han gik i gang med at samle holdet til "Bleeder" var der stor prestige i at komme på rollelisten. Hans utraditionelle arbejdsmetoder var til dels kendt, men ingen havde vist forestillet sig, at det skulle blive en skræk-version af et kanin-dræber kursus.